www.dtfchallenger.dk

Spillerinformation:

Turneringsprogram:

Nyhedsarkiv

22. oktober

Darcis slog Goldstein

Topseedede Paul Goldstein blev i dag slået ud af Købstædernes ATP Challenger. Verdens nr. 83 mødte i semifinalen belgieren Steve Darcis, som ligger mere end hundrede pladser lavere på ATP-listen.

De to fulgtes ad i første sæt, som Darcis vandt i tiebreak med 7-2. I andet sæt bragte belgieren sig foran med både 3-0 og 4-1, men Goldstein kæmpede sig tilbage. Det lykkedes dog Darcis at serve kampen hjem ved stillingen 5-4, og dermed indløse billet til søndagens finale.

Tursunov i finalen
Finalemodstanderen bliver Dmitry Tursunov, Rusland, som vandt i to sæt mod Raemon Sluiter, Holland. Ved stillingen 4-4 i andet sæt lavede Sluiter to dyre dobbeltfejl, som russeren efterfølgende straffede med en forhåndsvinder, og dermed fik han brudt hollænderen. Tursunov gik derefter ud og servede kampen og finalepladsen hjem.

Single, semifinaler:
Steve Darcis, Belgien - Paul Goldstein, USA (1): 7-6(2) 6-4
Dmitry Tursunov, Rusland (7) - Raemon Sluiter, Holland (8): 6-3 6-4


21. oktober

Danskere i finalen

De danske mestre Frederik Løchte Nielsen og Rasmus Nørby spillede sig i dag i deres første Challenger-finale i double.

Modstanderne var Gabashvili, Rusland/ Przysiezny, Polen, som blev fejet af banen i første sæt, som Nielsen/ Nørby vandt overlegent med 6-0.

Andet sæt blev mere lige. Danskerne var nede med et break, men kæmpede sig tilbage og vandt sættet med 6-4 på den første matchbold.

Lørdag møder de i finalen årets Wimbledonvinder Stephen Huss, Australien, som danner par med svenskeren Johan Landsberg.

Dagens resultater:

Double, semifinaler:
Huss, S. (Aus)/Landsberg, J. (Swe) - Kas, C. (Ger)/Petzschner, P. (Ger): 6-3 3-6 (10-6)
Nielsen, F. (Den)/Nørby, R. (Den) - Gabashvili, T. (Rus)/Przysiezny, M. (Pol): 6-0 6-4

 



21. oktober

1. seedet på sikker kurs

Paul Goldstein, USA vandt i dag sin match mod Teimuraz Gabashvili fra Rusland.

Goldstein trak hurtigt fra og vandt første sæt 6-1. Men andet sæt bød imidlertid på noget mere spænding med mange flotte dueller og et uhyre spændende 12. parti, hvor russeren måtte kæmpe bravt for at holde sig inde i kampen. Efter 7 deuce lykkedes det til sidst Gabashvili at vinde sit serveparti. I tie break kom der imidlertid for mange fejl fra russeren, og Goldstein vandt tiebreaken 7-4.

Goldstein, der er seedet 1, er dermed klar til semifinalen, hvor han skal møde Steve Darcis fra Belgien.  

Teenagerens farvel
Turneringens store overraskelse, Evgueni Korolev, Rusland, måtte i dag overgive sig til hollænderen Raemon Sluiter (8).

Kvalifikationsspilleren Korolev vandt første sæt, Sluiter tog andet og i det afgørende sæt bragte Korolev sig på vinderkurs med en 3-0 føring. Rutinerede Sluiter kæmpede sig dog tilbage i kampen, og med sejren møder han nu endnu en russer i semifinalen lørdag.


Dagens resultater

Single, kvartfinaler:

Darcis, S. (Bel) - Parmar, A. (GBr): 7-6(4), 6-3
Goldstein, P. (USA) - Gabashvili, T. (Rus): 6-1, 7-6(4)
Sluiter, R. (Ned) - Korolev, E. (Rus): 6-4 4-6 7-5
Tursunov, D. (Rus) - Kunitsyn, I. (Rus): 5-7 6-3 7-5




20. oktober



Dansk doublesucces

De danske mestre i double Frederik Løchte Nielsen og Rasmus Nørby spillede sig på fornem vis i fredagens semifinale. da de besejrede Pavel Snobel, Tjekkiet/ Frederick Sundsten, Norge. Danskerne vandt første sæt 6-4, men tabte derefter andet med 2-6. Dermed skulle kampen afgøres i en matchtiebreak til 10 point. Nielsen/ Nørby bragte sig foran 4-0, men Snobel/ Sundsten bragte fornyet spænding i hallen ved at reducere til 4-3. Det svarede danskerne igen på ved at vinde resten af pointene til sejr 10-3.

"Vi vidste på forhånd, at hvis spillede vi op til vores bedste, så havde vi gode chancer for at vinde i dag. Selv om der er mange gode par med i double, så er vi et godt sammenspillet par, og derfor er der ikke på forhånd nogen i denne turnering, vi ikke kan spille lige op med," sagde de danske vindere efter kampen.

Danskerne møder fredag Gabashvili, Rusland/ Przysiezny, Tyskland, som begge er dygtige singlespillere, men ikke som danskerne er faste doublemakkere. Desuden har danskerne en lille fordel i, at Gabashvili starter dagen med at spille kvartfinale mod Paul Goldstein i single.

Dagens resultater:
Frederik Løchte Nielsen, Danmark/ Rasmus Nørby, Danmark (WC) - Pavel Snobel, Tjekkiet/ Frederick Sundsten, Norge: 6-4 2-6 (10-8)
Stephen Huss, Australien/ Johan Landsberg, Sverige (3) - Ervin Eleskovic, Sverige/ Jacob Melskens, Danmark (WC): 6-1 6-2



20. oktober

Russisk dominans

Efter at D. Tursunov i dagens sidste single slog J. Adaktusson, Sverige er der massiv russisk deltagelse i morgendagens kvartfinaler. Alle fire russiske spillere er gået videre, og der er således en god chance for en russisk vinder af den første Købstædernes ATP Challenger.

Lodtrækningen gør dog sit naturlige indhug, idet Tursunov i morgen skal møde Kunitsyn, og vinderen af den kamp i semifinalen skal stå overfor vinderen af Korolev/Sluiter kampen.


Korolev imponerer

Den kun 17 år gamle russer Evgueni Korolev leverede i dag en af turneringens store overraskelser, da han slog den anden seedede taiwaneser Yeu-Tzuoo Wang.

Korolev kom rigtig godt fra start med to breaks i Wangs første servepartier og vandt første sæt 6-1.

I andet sæt begyndte Wang dog at finde linjerne og udryddede mange af de fejl, han havde lavet i første sæt. De to spiller fulgtes til 4-4, hvorefter Wang brød for derefter at serve sættet hjem.

I begyndelsen af tredje sæt virkede det alligevel som om Wang trods alt var for rutineret for russeren, men efter at Korolev vred om på venstre ben ved stillingen 3-3 og modtog lægebehandling på banen, kom han pludselig tilbage med fornyet styrke. Det tunge spil fra første sæt kom frem igen og det lykkedes ham til sidst at bryde Wang ved stillingen 6-5 og vinde kampen.

Dermed er der kun tre af de seedede spillere tilbage i turneringen, den ene er den 8. seedede hollænder Sluiter som Korolev skal møde i morgen. 

Dagens resultater

Single, 2. runde: 
Kunitsyn, I. (Rus) - Wessels, P. (Hol) (4): 6-4, 6-4
Parmar, A. (GBr) - Norman, D. (Bel) (Kv.): 7-6(4), 6-7(9), 6-3
Korolev, E. (Rus) (Kv.) - Wang, Y.-T. (Tpe) (2): 6-1, 4-6, 7-5
Darcis, S. (Bel) - Carraz, G. (Fra): 6-4, 6-7(1), 6-1
Tursunov, D. (Rus) - Adaktusson, J. (Sve): 6-3, 6-3



19. oktober

Goldstein klar til kvartfinalen

Paul Goldstein, USA slog i dag svenskeren Ervin Eleskovic ud i to sæt.

Eleskovic, der havde fået et wild card til hovedturneringen lagde ellers flot ud med at slå belgieren Jeroen Masson, der er ranket over 400 placeringer højere. Men den første seedede amerikaner viste sig alligevel at være for stor en mundfuld for Eleskovic, der måtte se sig slået med cifrene 6-4, 6-1.

I næste runde skal Goldstein møde russeren Gabashvali. Eleskovic får dog også endnu en chance på banen, når han sammen med danskeren Jacob Melskens skal møde Huss, Australien/ Landsberg, Sverige.


Dagens resultater:

Single:
Tursunov, D. (Rus) - Herm-Zahlava, J. (Ger): 6-2, 6-2
Gabashvili, T. (Rus) - Dupuis, A. (Fra): 7-6(4), 7-6(5)
Goldstein, P. (USA) - Eleskovic, E. (Swe): 6-4, 6-1
Adaktusson, J. (Swe) - Op der Heijde, M. (Hol): 6-4, 3-6, 7-5
Sluiter, R. (Hol) - Berrer, M. (Ger): 6-7(2), 7-6(5), 6-2
Korolev, E. (Rus) - Melskens, J. (Den) 6-3, 6-3

Double:
Nielsen, F./Nørby, R. - Kroman, T./Pedersen, M.: 6-1, 7-6(4)
Gabashvili, T./Przysiezny, M. - Frantzen, R./Middelkoop, M. 6-4, 6-4


18. oktober

Wang besejrede Løchte

Tirsdag var endnu en dansker i kamp ved Købstædernes ATP Challenger. Frederik L. Nielsen mødte 2. seedede Yeu-Tzuoo Wang, Taiwan. Det blev en tæt og lige kamp, som til sidst tippede over til Wangs fordel. 

Den hårdtservende og hurtige Wang vandt første sæt 6-3, men Nielsen kæmpede sig godt tilbage i kampen og vandt næste med samme cifre. I 3. sæt følte danskeren sig fejldømt flere gange ved stillingen 2-1 til Wang. Danskeren formåede dog alligevel at rejse sig og bryde tilbage. Desværre brød Wang ham straks efter, og taiwaneseren kunne tage afgørende sæt med 6-2.


18. oktober

Flere seedede sendt ud

Anden dag af hovedturneringen i Købstædernes ATP Challenger bød på nederlag til flere seedede spillere.

Tidligere Copenhagen Open vinder, Lars Burgsmüller, Tyskland, blev slået ud i 1. runde af kvalifikationsspilleren Dick Norman, Belgien. Også 3. seedede Vanek snublede i dag, da han tabte i to sæt til Steve Darcis, Belgien.

Videre til 2. runde er også det 18-årige svenske talent Ervin Eleskovic, samt russeren Igor Kunitsyn, sidstnævnte nåede semifinalen i sidste uges ATP-turnering i Moskva.

I centre courts sene mandagskamp var topseedede Paul Goldstein, USA, tæt ved at tabe. Det lykkedes ham dog efter nogen besvær at besejre Frederic Niemeyer, Canada, med mindste margin i tre sæt efter to tiebreaks.


18. oktober

Norman går videre

I dagens anden kamp stod tyske Lars Burgsmüller, der af mange danskere er kendt som vinderen af Copenhagen Open 2002, overfor belgieren Dick Norman, der havde kvalificeret sig til hovedturneringen.

Første sæt var forholdsvis ukompliceret og sluttede 6-3 til belgieren, efter at han havde breaket ved 4-3.

Derefter kom der dog lidt mere spænding i kampen. Burgsmüller lagde hårdt ud og så ud til at kunne hive andet sæt hjem, da belgieren pludselig begyndte at presse tilbage ved stillingen 4-2. Efter tre fordele brød Norman tilbage, servede lynhurtigt sit eget parti hjem og så var kampen igen åben.

De efterfølgende partier måtte Burgsmüller kæmpe bravt for at holde serv, mens Norman fortsatte uden problemer. I tie-breaken startede Burgsmüller dog igen bedst, førte 4-1 og havde sætbold ved 6-5. Norman viste sig dog bedst på dagen og kunne til sidst serve sejren hjem 8-6.



17. oktober

 

Nørby tabte, Melskens videre

Hovedturneringen i Købstædernes ATP Challenger blev i dag servet i gang på centre court af briten Arvind Palmar. Det blev en dag uden de store overraskelser.

Første dansker i ilden var Rasmus Nørby, som til aften mødte 5. seedede Antony Dupuis, Frankrig (ATP 122). Selv om danskeren ligger mere end 800 pladser lavere på verdensranglisten, blev det et meget lige opgør. Nørby servede godt, og fightede helhjertet for sejren kampen igennem, men det var ikke nok.

Dupuis vandt første sæt 6-4 på et enkelt servegennembrud. I andet sæt havde Nørby to breakbolde ved stillingen 4-3, men franskmanden udlignede, og sættet gik i tiebreak, som Dupuis vandt med 7-4.

Til gengæld blev det til dansk sejr i double, hvor Melskens/ Eleskovic spillede sig videre i to sæt.

Den eneste dansker som spiller tirsdag, er Frederik L. Nielsen. Han møder ca. kl. 18.00 den 2. seedede Yeu-Tzuoo Wang, Taiwan.

 


17. oktober



Flot fremmøde til KIDS DAY

Inden Købstædernes ATP Challenger turnering blev skudt i gang mandag eftermiddag havde Dansk Tennis Forbund arrangeret KIDS DAY med et bredt udvalg af aktiviteter.

Her fik nogle af de måske kommende tennisstjerner mulighed for at prøve kræfter med kendte sportsfolk fra både tennis-, håndbold- og fodboldverdenen.

Over 75 børn var mødt op til formiddagens aktiviteter for at få en chance for at spille med nogle af deres idoler som Fed Cup-spillerne Karina Jacobsgaard (Dansk mester 2005) og Hanne Skak Jensen. Der var også andre kendte idrætsfolk og personligheder fra sportens verden som håndboldspilleren Bo Spellerberg, DTF's formand Henrik Klitvad og TV 2 Sportens Jimmy Bøjgaard, der var mødt frem for at spille med børnene. Dagens arrangement bød ligeledes på orienteringsløb, leg med frisbee, sjippetov og ansigtsmaling. Sidstnævnte resulterede i det nye begreb pirattennis.

Se hele ugens aktivitetsprogram


16. oktober

Hovedturneringen starter mandag

Mandag starter hovedturneringen i Kolding Hallen. Første dansker i ilden bliver Rasmus Nørby, som kl. 18.30 møder Antony Dupuis, Frankrig (5). Og senere spiller Jacob Melskens double med Ervin Eleskovic. Frederik L. Nielsen spiller 1. runde mod 2. seedede Yeu-Tzuoo Wang tirsdag, mens Jacob Melskens møder en kvalifikationsspiller onsdag.

Se mandagens kampprogram (PDF)


16. oktober

Stærkt doublefelt

I dag blev der trukket lod til doubleturneringen, som byder på mange store og etablerede doublenavne. Feltet tæller fx årets Wimbledon-vinder Stephen Huss, Australien, som sammen med Johan Landsberg er seedet 3. Topseedet er Roger Federers doublemakker Yves Allegro, Schweiz, som i Kolding danner par med svenskeren Robert Lindstedt. Finaleseedet er semifinalisterne fra årets US Open, Paul Goldstein/ Jim Thomas, som hvis de vinder 1. runde, skal møde et dansk par. Danmarks bedste doublepar, Frederik Nielsen/ Rasmus Nørby, trak nemlig landsmændene Thomas Kromann/ Martin Pedersen i første kamp. Sidste dansker Jacob Melskens spiller sammen med Ervin Eleskovic, Sverige, og de møder mandag aften Sergiy Stakhovsky/ Yeu-Tzuoo Wang i første runde.

Se lodtrækning double (PDF)


16. oktober

Tæt på for Kromann

En enkelt dansker havde spillet sig videre til dagens 2. runde i kvalifikationen. Thomas Kromann mødte topseedede Dick Norman, Belgien, og den 18-årige dansker imponerede ved at presse verdens nr. 112 ud i tre sæt. Normans serv voldte dog Kromann store problemer, og belgieren vandt kampen med 6-7(5) 6-3 6-4.

Se alle kval.resultater (PDF)



15. oktober

Kromann i 2. runde

Thomas Kromann spillede sig som eneste af seks danskere videre fra 1. runde af kvalifikationen. Kromann vandt tredje sæt i tiebreak mod svenskeren Alexander Hartman.

Resultater fra lørdagens kampe (PDF)



15. oktober



Svær dansk lodtrækning

Lykkens Gudinde tilsmilede ikke de danske tennisspillere, da der i dag blev trukket lod til hovedturneringen i Købstædernes ATP Challenger. Med et stærkt felt af spillere var der på forhånd ingen lette modstandere, men alligevel kunne lodtrækningen godt være faldet bedre ud set med rød-hvide øjne.

Løchte og Nørby mod seedet 2 og 5
Turneringens højest rangerede dansker, Frederik Løchte Nielsen, trak den værst tænkelige modstander af de tre danske spillere. Han møder 2. seedede Yeu-Tzuoo Wang, Taiwan, i første runde. Wang ligger nr. 98 i verden, og dermed lidt højere end Raemon Sluiter, som danskeren besejrede i Stockholm i sidste uge.

"Det eneste jeg lige nu ved om ham er, at han er en lille og utrolig hurtig spiller, og så har han været etableret i top-100 igennem nogen tid efterhånden. Det bliver utrolig svært, og jeg ved med sikkerhed, at jeg skal spille op til mit allerbedste for at vinde over ham," sagde en ærgerlig Frederik L. Nielsen umiddelbart efter lodtrækningen.

Næstbedste dansker, Jacob Melskens, møder en endnu ukendt kvalifikationsspiller. Kvalifikationen er dog meget stærkt besat (topseedede Dick Norman har ATP-rank 112), så også Melskens går med stor sandsynlighed en svær kamp i møde.

Rasmus Nørby trak også et af turneringens store navne. Han møder Antony Dupuis, Frankrig (5), som ligger nr. 118 i verden.

"Selvfølgelig kunne det godt være faldet heldigere ud, men jeg vidste på forhånd, at der ikke var nogle lette modstandere. Jeg går ud og spiller min chance, og derfor er det vigtigt at fokusere på mit eget spil, for rammer jeg dagen, så er intet umuligt," sagde en positiv Rasmus Nørby.

De tre danskere spiller første runde mandag, tirsdag og onsdag.


15. oktober

Russere i topform

De to Main Draw spillere Dmitry Tursunov og Igor Kunitsyn imponerer i denne uge i ATP-turneringen på hjemmebane i Moskva.

Begge har nu spillet sig i semifinalen. Tursunov (wc) møder her sin 7. seedede landsmand Igor Andreev, mens Kunitsyn (kval.) skal op imod Nicolas Kiefer, Tyskland (6).

Så de to russere bliver spændende at følge i næste uge. Der trækkes lod til Købstædernes ATP Challenger, Main Draw, i dag kl. 13.00.


14. oktober

God dansk Kval. Draw

Købstædernes ATP Challenger byder på en stærkt besat kvalifikation med topseedede Dick Norman, Belgien (rank 112), som den bedste.

Selv om det under alle omstændigheder bliver svært, fik de seks danske spillere en fornuftig lodtrækning til kvalifikationen, som starter i dag kl. 10. 

Andreas Laulund møder Yves Allegro, Schweiz, som er doublespecialist og bedre kendt som Roger Federers makker.

Martin Pedersen møder også en doublespiller, Jim Thomas, USA, som nåede semifinalen i året US Open sammen med Paul Goldstein, som i øvrigt er topseedet i Købstædernes ATP Challengers "main draw".

Farzad Sadeghi har som eneste dansker trukket en seedet spiller, Philipp Petzschner, Tyskland (4), som har ATP-rank 275.

Thomas Kromann møder svenskeren Alexander Hartman. Morgan Thempler spiller mod Michal Przysiezny, Polen. Og sidste dansker i ilden bliver årets DM-sølvvinder Kasper Warming, som møder Jasper Smit, Holland.


12. oktober

Tre danskere i Main Draw

I dag blev de sidste wild cards uddelt, og de tre af dem gik til de danske Davis Cup spillere: Rasmus Nørby, Jacob Melskens og Frederik Løchte Nielsen. Det sidste tilfaldt det unge svenske tennistalent Ervin Eleskovic. Desuden er der uddelt seks wild cards til kvalifikationen og to til main draw i double.

Wild cards - Single, Main draw
Frederik Nielsen, ATP 505/ DK-rank 3/ DM-guld indendørs og udendørs single, double, samt hold. 1 sejr og 1 finale i Futures i september.
Jacob Melskens, ATP 899/ DK-rank 4/ 1 Futures finale i september. Rasmus Nørby, ATP 925/ DK-rank 5, 2 semifinaler i Futures i september.
Erwin Eleskovic, ATP 694/ Sverige/ 2 semifinaler i Futures i september.

Wild cards - Single, Kvalifikation
Morgan Thempler, DK-rank 6/ Finale DM indendørs + semifinale DM udendørs.
Andreas Laulund, DK-rank 7/ Sejre i Holte Open, Kystmesterskaber, Leschly Cup.
Kasper Warming, DK-rank 10/ Finale DM udendørs og Leschly.
Martin Pedersen, DK-rank 13/ Semifinale EM for hold U18.
Thomas Kromann, DK-rank 34/ Semifinale EM for hold U18.
Juho Paukku, Finland, ATP 801/ Finland/ Wild cards - Double, Main draw Frederik Nielsen/ Rasmus Nørby, ATP-rank 384/509 Martin Pedersen/ Thomas Kromann, ATP-rank -/-


12. oktober

Afbud fra Murray

Desværre har en af de store profiler meldt fra til turneringen. Det unge britiske supertalent Andy Murray pådrog sig i sidste uge en skade i det ene ben. Desværre er den så alvorlig, at han ikke bliver klar til Købstædernes ATP Challenger.

Trods det britiske afbud kan turneringen fortsat mønstre et særdeles stærkt felt af spillere, heriblandt 5 fra top-100.

De 16 højest rangerede i Main Draw pr. 12. oktober er:
69, Cyril Saulnier, Frankrig
93, Paul Goldstein, USA
98, Yeuu-Tzuoo Wang, Taiwan
99, Jiri Vanek, Tjekkiet
100, Peter Wessels, Holland
118 Antony Depuis, Frankrig
124, Lars Burgsmüller, Tyskland
125, Dmitry Tursunov, Rusland
130, George Bastl, Schweiz
134, Raemon Sluiter, Holland
143, Irakli Labadze, Georgien
150, Michael Berrer, Tyskland
151, Gregory Carraz, Frankrig
153, Igor Kunitsyn, Rusland
154, Teimuraz Gabashvili, Rusland
185, Frederic Niemeyer, Canada

Andre gode resultater
Flere af spillerne deltager lige nu i store europæiske ATP-turneringer. Goldstein, Gabashvili og Tursunov er alle klar til 2. runde i Moskva, sidstnævnte besejrede en influenzeramt Kenneth Carlsen med 6-1 1-0 rtd. Saulnier og Kunitsyn spiller deres 1. runde i dag.

I Sverige, hvor Frederik Løchte Nielsen imponerede i kvalen, er Bastl videre, mens 18-årige Eleskovic imponerede ved at presse topseedede Thomas Johansson ud i to tiebreak sæt. Følg ugens turneringer på: http://www.atptennis.com/


10. oktober 2005

 Flot dansk sejr i Stockholm

Det danske wild card, Frederik Løchte Nielsen, spillede i weekenden sin sidste turnering inden Købstædernes ATP Challenger. Det blev til i alt to kampe, hvor han viste højt niveau.

Lørdag vandt han karrierens flotteste sejr, da han i kvalifikationen til Stockholm Open besejrede Raemon Sluiter, Holland (ATP 137). Sluiter, der også deltager i Kolding, tabte opgøret med 4-6 6-3 6-4. 

I 2. kvalrunde mødte han Frederic Niemeyer, Canada (ATP 187), som også er i "main draw" i Kolding. Danskeren tabte efter en tæt kamp med 7-6(7) 6-4.

Hvem der får de sidste tre wild cards til hovedturneringen i Kolding Hallen offentliggøres senere på ugen. 


6. oktober 2005

DR1 sender finalen

Når finalen i Købstædernes ATP Challenger spilles søndag den 23. oktober kl. 11.00, bliver det med fotografer og journalister fra Danmarks Radio på sidelinjen. Turneringens finale transmitteres forskudt på DR 1 søndag.


28. september 2005

Stærke spillere til Kolding - 3 fra top-100

Det bliver et stærkt felt af tennisspillere, som gæster Kolding Hallen om knap tre uger for at kæmpe om sejren i Købstædernes ATP Challenger. ATP har netop offentliggjort acceptancelisten, og feltet i Kolding tæller lige nu bl.a. tre spillere fra verdensranglistens top-100.

"Vi havde på forhånd ventet at tiltrække spillere som ligger nr. 100-300 på verdensranglisten, så dette er endnu bedre, end vi havde håbet på. Spillerlisten indeholder mange interessante navne, så det lover absolut godt for turneringens sportslige niveau," fortæller turneringsdirektør Niels Persson.

Nr. 65 er bedst
Turneringens højest rangerede spiller er lige nu Cyril Saulnier, Frankrig (ATP-rank 65), som har leveret sine bedste resultater på hardcourt i år. Han vandt tidligere på måneden en fransk Challenger og nåede i februar finalen i ATP-turneringen i San Jose, hvor han tabte til Andy Roddick.

Henmans afløser
Også det nye britiske håb, Andy Murray, har meldt sin ankomst. Den bare 18-årige Murray regnes af mange som Tim Henmans afløser, han spiller sin første sæson som professionel og er allerede rykket op som nr. 109 i verden. Han nåede 3. runde i årets Wimbledon og har vundet to Challenger-turneringer i 2005.

Desuden deltager Lars Burgsmüller, Tyskland (rank 89), som har spillet en Challenger-finale i 2005 og i denne uge slog Pless ud af ATP-turneringen Vietnam Open. Den sidste fra top-100 er Paul Goldstein, USA (rank 85), der har været i tre Challenger-finaler i år og nåede semifinalen i ATP-turneringen i Newport.

De 10 højest rangerede i Main Draw pr. 26. september er: 
65, Cyril Saulnier, Frankrig
85, Paul Goldstein, USA
89, Lars Burgsmuller, Tyskland
101, Peter Wessels, Holland
102, Yeuu-Tzuoo Wang, Taiwan
103, Jiri Vanek, Tjekkiet
109, Andy Murray, Storbritannien
119, Antony Depuis, Frankrig
124, George Bastl, Schweiz
131, Dmitry Tursunov, Rusland

Læs mere om spillerfeltet 

Det stærke felt med et "original cut-off" på rank 214 betyder, at de danske spillere skal yde deres absolut bedste for at nå langt i turneringen. Kun Kenneth Carlsen og Kristian Pless har lige nu en rangering, der rækker til at gå direkte ind i hovedturneringen, men de har begge planlagt at spille andre turneringer i uge 42. Tilskuerne kan dog med sikkerhed opleve danske spillere i hovedturneringen. For som arrangør har Dansk Tennis Forbund fire wild cards, og det første er allerede givet til den danske mester Frederik Løchte Nielsen. De danskere som ikke opnår direkte adgang til hovedturneringen, kan håbe på et af de seks wild cards til kvalifikationen.


6. september 2005

 Wild card til dansker

DTF kan her seks uger før turneringsstart præsentere den første af spillerne i hovedturneringen. Forbundet råder over fire wild card, og har uddelt det første af dem til den dobbelte danske mester og Davis Cup spiller, Frederik L. Nielsen. Han spillede tidligere i år sin første challengerturnering i Finland, hvor han nåede semifinalen i double.

Frederik L. Nielsen ligger nr. 527 på den seneste ATP-rangliste, og kan bl.a. forvente at stå over for internationale spillere som ligger fra nummer 100 til 300 på ATP-verdensranglisten.

Købstædernes Forsikring, Kolding Kommune og DTF står bag Købstædernes ATP Challenger. Turneringen har en samlet præmiesum på $50.000, hvilket svarer til næsten 300.000 danske kroner. Det er en +H turnering (+hospitality), hvilket betyder, at den giver ATP-point som en $75.000 turnering.


6. september 2005

HKH Kronprinsen protektor for Købstædernes ATP Challenger

HKH Kronprins Frederik har meddelt Dansk Tennis Forbund (DTF), at han gerne vil være protektor for Danmarks største internationale tennisturnering, Købstædernes ATP Challenger, som spilles i Kolding Hallen fra 15.-23. oktober 2005.

"Vi er glade for den positive tilbagemelding og ser meget frem til samarbejdet med HKH Kronprinsen. Han har fulgt sporten tæt siden ungdomsårene og er selv en habil tennisspiller. Derfor kunne vi ikke ønske os en bedre protektor for Købstædernes ATP Challenger," fortæller turneringsdirektør Niels Persson.

Købstædernes ATP Challenger 2005 starter med kvalifikation 15.-16. oktober i Kolding Ketcher Center, og selve hovedturneringen afvikles i Kolding Hallen fra 17. oktober og frem til finaledagen søndag den 23. oktober.


 

Titelsponsor:

Hovedsponsor:

Øvrige sponsorer:

www.dtfchallenger.dk www.atptennis.com