Nyhedsarkiv

Jeff Coetzee og Rogier Wassen blev de sidste spillere, der kunne forlade banen i dette års Købstædernes ATP Challenger som vindere. Det blev tilfældet, efter de havde finalebesejret det amerikanske par Eric Butorac og Travis Parrott.
Det var ellers amerikanerne, der kom bedst fra start, da de tog første sæt ved at bryde til 6-4. andet sæt bød også på et enkelt break, men denne gang var det til den sydafrikansk/hollanske konstellation, der holdt egen serv og dermed vandt sættet med 6-4.
Det betød, at der måtte matchtiebreak til. Matchtiebreak er en tiebreak, der spilles til ti. Her bragte Coetzee/Wassen sig straks i front, og da Eric Butorac servede to dobbeltfejl i træk til stillingen 9-5 var det en formsag for Coetzee/Wassen at serve titlen hjem.

Efter en uges intense kampe i Kolding Hallen fandt Købstædernes ATP Challenger søndag sin vinder i franske Michael Llodra, der finalebesejrede den topseedede hollænder Raemon Sluiter med 6-4, 6-4.
Og helt i tråd med de tidligere kampe var der drama for alle pengene. I denne kamp var det imidlertid ikke i form at uhyggeligt tætte tiebreak-afgørelser, som der ellers har været 35 af i løbet af turneringen, men i form af nogle liniekendelser, som fik spillerne til at reagere.
Første sæt var dog forskånet for den slags. Her faldt afgørelsen, da Sluiter bagud 5-4 skulle serve for at holde sig i sættet. I det foregående parti havde han selv haft to breakbolde uden at kunne udnytte dem, og i stedet var det Sluiter, der kom i problemer. Tre uprovokerede fejl var lig med tre sætbolde til Llodra, som sagde pænt tak ved at sende et baghåndspasserslag forbi en chanceløs Sluiter.
I andet sæt indfandt dramaet sig imidlertid. Først var det Michael Llodra, der i femte parti så en bold anderledes end liniedommeren. Det brokkede han sig så højlydt og så længe over, at han fik raget en code violation til sig og blev dømt som taber af partiet. Han formåede dog at få så meget styr på sig selv, at han efterfølgende kunne gå ud og holde sin egen serv og også få bragt sig foran 5-4. Sluiter skulle nu serve for at holde sig ikke blot i sættet men i kampen. Nede 15-40 havde hollænderen ryggen mod muren, og han følte formentlig, at den væltede ned over ham, da en bold, han så mange centimeter ude, blev dømt god. TV-billeder afslørede imidlertid, at den såvel som den bold, Llodra tidligere havde brokket sig over, begge var korrekt dømt.
For Llodra, der er nummer 131 på verdensranglisten, var sejren i Kolding den anden challenger-turneringssejr på blot tre uger. I slutningen af september strøg han også til tops i Grenoble uden at afgive så meget som et sæt undervejs. Frederik Løchte Nielsen udnævnte ham da også allerede inden turneringen som favorit til at tage sejren. Den forudsigelse skulle vise sig at holde stik.
21/10 - 20.00
Der blev ingen finaleplads til Kristian Pless, der ellers havde muligheden i double, hvor han sammen med sin taiwanesiske makker Yen-Hsun Lu havde spillet sig frem til semifinalen mod det 3.seedede amerikanske par Eric Butorac/Travis Parrott, der vandt efter match tiebreak med 6-7 (3), 7-5, 10-6.
Men som de to andre af lørdagens semifinaler måtte der kæmpes til det yderste, inden der var fundet en vinder. Pless og Lu kom i første sæt rigtig godt fra start ved at bryde tidligt, men da Pless skulle serve sættet hjem fra 5-3 gik det galt. Buturac og Parrott fik brudt tilbage og kunne udligne, hvorefter parrene spillede sig frem til en af turneringens utallige tiebreakafgørelser. Her lykkedes det dog tidligt Pless og Lu at komme ovenpå og sikre sig sætsejr.
Andet sæt blev også en tæt affære, men her kostede en ukoncentreret flugtning fra Pless'side et break - desværre var det ved stillingen 6-5 i det amerikanske pars favør, og så var det samtidig ensbetydende med sætsejr.
Det betød, at kampen skulle afgøres i en match-tiebreak, som er en tiebreak, der spilles til ti. Her bragte amerikanerne sig hurtigt i en komfortabel førerposition og da en noget lang serv blev dømt god, var det ensbetydende med exit for Pless og Lu.
21/10 - 18.45
Finalen i Købstædernes ATP Challenger i Kolding bliver et opgør mellem hollandske Raemon Sluiter og franske Michael Llodra. Det blev en realitet, efter Llodra i den anden semifinale besejrede tyske Andreas Waske med 2-6, 7-6 (5), 7-6 (8). I dagens første semifinale havde den topseedede hollænder Raemon Sluiter besejret Kenneth Carlsen i en ligeså tæt tre-sætsmatch.
Kampen mellem Llodra, seedet 8, og Waske, seedet 4, udviklede sig til en yderst spændende affære, selvom første sæt ikke tydede på det. Her syntes franskmanden at påtage sig rollen som sin egen værste fjende, da han i begyndelsen af første sæt blev så sur over en liniekendelse, at han ikke blot pådrog sig en advarsel men også mistede fokus på spillet. Waske kunne derfor relativt let vinde det. Andet sæt blev langt tættere og også langt mere velspillet, og man måtte frem til tiebreak, før det fandt sin afgørelse. Tredje sæt blev nærmest en kopi af andet. Også her holdt begge parter serv, indtil den afgørende tiebreak. Foran 9-8 lykkedes det Llodra med et passerslag at tage pladsen i finalen.
21/10 - 17.00
Meget kan man sig om Kenneth Carlsen, men han gør det ikke kedeligt for det danske publikum at se tennis. Som i de foregående tre kampe blev semifinalen mod den topseedede Raemon Sluiter et drama til sidste bold. Denne gang trak Carlsen dog det korteste strå og måtte forlade turneringen med et nederlag på 6-3, 4-6, 6-7 (2).
"Selvfølgelig er jeg skuffet, for jeg havde sat næsen op efter finalen, men han spillede en bedre tiebreak end mig. Sådan er det bare," kom det afklaret fra Kenneth Carlsen efter det tætte nederlag. I de foregående kampe er det ham, der har vendt de snævre afgørelser til sin fordel.
"Ja, det har været de små marginaler, der har afgjort det hele vejen igennem. Sådan var det også i dag. Men jeg håber da, at disse tætte kampe giver mig noget selvtillid og kan hjælpe mig, så jeg kan få min rangering op, hvor det er sjovt og jeg igen går ind i de store turneringer," sagde Carlsen, der i denne uge er rangeret som nummer 126.
I semifinalen var han oppe mod nummer 102, Raemon Sluiter, der ikke bare besidder en god serv, men også spiller med en rigtig god timing. Kampen fik dog en lidt usædvanlig start, da Raemon Sluiter nede 0-30 og på sin 2. serv fik dømt en fodfejl. Dermed havde Carlsen tre breakbolde og udnyttede den første. Godt nok brød de to semifinalister hinanden endnu en gang hver, men det første var nok til at give Carlsen overtaget i sættet.
Andet sæt blev mindre dramatisk, og man skulle frem til 3-3, før Kenneth Carlsen fik sættets første breakbold. Den blev imidlertid misset, og i det efterfølgende parti kneb det med at få førsteserverne ind. På den tredje breakbold lavede Carlsen da også dobbeltfejl, og så var sættet i realiteten afgjort.
"Han server selv rigtig godt, han læser min serv bedre og bedre i løbet af kampen, og i baglinieduellerne har han overtaget, så jeg føler, at jeg må prøve at gøre dem korte. Han presser mig ganske enkelt til at være mere offensiv, end jeg egentlig ønsker," forklarede Kenneth Carlsen, der da heller ikke fik den bedste start på 3. sæt, da han blev brudt allerede til 1-2.
Men så må man fighte og det gjorde han, fik brudt tilbage til 3-3 for straks at ryge ned med 0-40 i egen serv. Og så gravede han sig igen ud ved at tage de næste fem point i træk. I tiebreaken var der imidlertid ikke mere at gøre. "Jeg spiller egentlig, som jeg skal, men han spillede bare bedre," konstaterede Carlsen.
I stedet for en finale søndag kunne han gøre status over en turnering, som har kostet meget energi, men som han også har befundet sig godt i. "Det har været et rigtig godt arrangement. På hotellet har de været meget hjælpsomme, og turneringen har fungeret rigtig godt. Men at spille på hjemmebane er lidt som at spille Davis Cup. Det tager enormt meget energi, fordi man gerne vil gøre det godt og der også er forventninger til en," mente Carlsen, der i næste uge spiller endnu en stærkt besat challenger-turnering i Nottingham. Men medmindre han rykker så højt op på ranglisten, at han til næste år går direkte ind i den store ATP-turnering i Madrid, der spilles samtidig med Købstædernes ATP Challenger, lovede Kenneth Carlsen, ligesom Kristian Pless i går, at være tilbage i Kolding til næste år.
20/10 - 22.15
Til trods for, at de har været med på det professionelle tenniscirkus i henholdsvis 14 og 7 år har de kun mødt hinanden én gang tidligere - for to år siden i Moskva. Der var derfor set frem til fredagens kvartfinale mellem Kenneth Carlsen og Kristian Pless med stor spænding, og skal man tage gårsdagens møde som rettesnor, kan det konstateres, at Kenneth Carlsen er Danmarks bedste tennisspiller. Men helt så enkelt og entydigt er det naturligvis ikke.
"Man kan vel sige, at Kenneth er Danmarks bedste spiller på lynhurtigt underlag. Men jeg vil da tro, at jeg har overtaget på grus, og jeg mener ikke, man kan sige, hvem der er den bedste baseret på en enkelt kamp," mente Kristian Pless da også ganske rigtigt.
Spændingen om kampens udfald kan man imidlertid ikke se bort fra, og fra et publikumssynspunkt fik de en særdeles flot pakke leveret af de to bedste danskere.
Som var det en boksekamp blev kampens første partier benyttet til at føle hinanden lidt på tænderne. Begge servede solidt, mens modtageren ikke skulle nyde noget af at tage de store chancer i duellerne. Fra 3-2 til Pless kom der imidlertid mere gang i partierne - eller slagudvekslingerne, om man vil. Ved 4-3 fulgte de første breakbolde, og Pless udnyttede prompte sin første chance til at bringe sig foran 5-3. Derfra havde han ingen problemer med at serve sættet hjem med 6-3.
I andet sæt var det Carlsen, der først fik chancen for at bringe ubalance i regnskabet med 15-40 i Pless' serv. Men Carlsen formåede ikke at udnytte nogle af mulighederne. Derefter var det Carlsen der fra 2-2 og egen serv måtte overleve en breakbold.
Den syntes imidlertid at fungere som et wake up call til Carlsen, for herfra spillede han et suverænt parti, flugtede perfekt, slog en drøm af en long line baghåndsvinder og ramte i det hele taget alt, hvad han sigtede efter. Carlsen fik brudt og kom dermed tydeligvis op i et helt andet gear. Det bevarede han resten af sættet, og det var egentlig ikke overraskende, at han kunne bryde igen til sætsejr 6-2 i et generelt flot spillet sæt.
"Jeg var lidt for passiv i første sæt. Her havde Kristian styringen frem til et punkt i andet sæt, hvor han havde breakbold. Der kunne jeg have tabt kampen. Det er svært at sige, hvorfor det vendte, men jeg lagde min taktik om og spillede mere offensivt, og de sidste fire partier af andet sæt klikkede mit spil bare," mente Kenneth Carlsen.
I tredje sæt fortsatte den 33-årige serv/flugt-spiller de gode takter og fik brudt til 3-1, hvorfra Pless ikke formåede at true Danmarks for tiden nummer to ifølge den seneste verdensrangliste og endte med at vinde tredje og afgørende sæt med 6-3.
"Selvfølgelig var det en speciel kamp, fordi det er så sjældent, vi møder hinanden. For os begge to var det næsten vigtigere at vinde denne kamp end at vinde turneringen. Men i princippet er det jo folks forventninger, der gør det til noget specielt," mente Kenneth Carlsen, der benyttede lejligheden til igen at fastslå, at de to for længst har fået bilagt deres stridigheder tilbage fra 2001.
Helt så langt ville Kristian Pless ikke gå om kampens betydning, selvom det nu så alvorligt nok ud på banen.
"Selvfølgelig var det en kamp, jeg gerne vil vinde. Men i det store billede betyder den ikke noget for min karriere," konstaterede Pless, som vender tilbage til Købstædernes ATP Challenger til næste år, medmindre han er oppe i top 50 og dermed går ind i den store ATP-turnering, der spilles i samme uge som turneringen i Kolding.
Men først skal årets turnering afsluttes, og trods Pless' nederlag er han stadig med i turneringen - i double, hvor han i dag spiller semifinale. Kenneth Carlsen er dog første mand på gulvet, når han fra kl. 13.00 kæmper med den topseedede hollænder Raemon Sluiter om en plads i finalen.
20/10 - 19.00
Andreas Waske blev som den første klar til semifinalerne efter en sikker sejr over polske Lukasz Kubot. Den 4. seedede tysker kørte nærmest over polakken med 6-1 i første sæt, mens Kubot ydede lidt mere modstand i andet. Men da han ved stillingen 4-5 skulle serve for at holde sig i kampen gik det galt og Waske vandt kampen på sin første matchbold.
Waske kommer imidlertid på en vanskelig opgave mod franske Michael Llodra, der i sin kvartfinale ekspederede den hårdtservende belgier Dick Norman ud efter tre sæt. Første sæt blev det tætteste og var først afgjort ved stillingen 12-10 i tiebreak. I andet og tredje fik Llodra, seedet 8, brudt relativt tidligt, og derfra lykkedes det ikke den 2.03 meter høje Dick Norman at få kæmpet sig frem til føring igen. Llodras sejr kom i sidste ende til at lyde på: 6/7, (10), 6-4, 6-3.
20/10 - 13.00
Uanset hvordan det går i dagens kvartfinaler, står det fast, at der bliver dansk deltagelse i den ene af turneringens semifinaler lørdag.
Fredag er der nemlig lagt op til et ligeså sjældent som spændende møde mellem de to spillere, der de sidste seks-syv år har tegnet toppen af dansk tennis. Kristian Pless er som nummer 104 på den seneste verdensrangliste den højest placerede, mens Kenneth Carlsen følger tæt efter som nummer 126. Ud fra den betragtning er det altså svært at vurdere, hvem der skal tillægges favoritrollen.
Heller ikke i indbyrdes opgør er der den store information at hente. De to har kun mødt hinanden en enkelt gang, tilbage i 2004 i Moskva, hvor Kenneth Carlsen på hurtigt tæppeunderlag vandt med 6-0, 6-4. Her var stigedommeren i øvrigt den samme, som skal styre begivenhederne i dag, nemlig Sune Alenkær.
Umiddelbart passer underlaget i Kolding Hallen - taraflex, som er et temmelig hurtigt underlag - Kenneth Carlsens serv/flugt prægede spillestil bedst, men som Kenneth Carlsen forklarede efter sin kvartfinalesejr torsdag, har han måttet lægge sin spillestil en anelse om, fordi de underlag, der efterhånden spilles på, bliver gjort langsommere i et forsøg på at få flere dueller i spillet. Samtidig er de fleste spillere efterhånden begyndt at arbejde meget med servereturneringerne, hvilket betyder, at klassiske serv/flugt-spillere ikke længere har den fordel af deres aggressive spillestil, som de tidligere har haft. Og man skal ikke glemme, at nok har Kenneth Carlsen en god serv, men det har Kristian Pless så sandelig også.
Der er med andre ord lagt op til en fuldstændig åben kamp, der ikke blot gælder en plads i semifinalen, men også kan ses som et uofficielt dansk indendørsmesterskab, eftersom hverken Pless eller Carlsen har deltaget i de officielle siden henholdsvis 1992 og 1997.
Udover det rent danske opgør mellem Pless, seedet 3, og Carlsen, seedet 6, står de tre øvrige kvartfinaler mellem henholdsvis Lukasz Kubot, Polen (seedet 7) og Alexander Waske, Tyskland (4), Michael Llodra, Frankrig (8) og Dick Norman, Belgien (2) samt Raemon Sluiter, Holland (1) og Alex Bogdanovic, England (5). Meget usædvanligt, at samtlige otte seedede spiller sig frem til kvartfinalerne.
19/10 - 23.00
Kristian Pless havde tydeligvis ikke fået nok af sejre, efter han havde vundet sin kvartfinale i single. For kun 20 minutter senere gik han igen på banen, denne gang sammen med sin doublemakker Yen-Hsun Lu fra Taiwan og det med succes.
Skønt de var oppe mod det topseedede australsk/amerikanske par Stephen Huss/Jim Thomas gik de uimponeret til sagen og sikrede sig hurtigt en plads i semifinalen med sejr på 6-3, 6-2.
Så langt nåede det rent danske par Frederik Løchte Nielsen og Rasmus Nørby, som også er identiske med førstedoublen på det danske Davis Cup-hold, ikke. Men de måtte forlade turneringen efter den tættest mulige afgørelse.
Danskerne vandt første sæt over det 2. seedede sydafrikansk/hollandske par Jeff Coetzee/Rogier Wassen i tiebreak med 7/2, tabte andet også i tiebreak med 2/7, hvorefter kampen skulle afgøres i en såkaldt match tiebreak, hvilket vil sige, at der spilles en tiebreak til ti point.
Her kom Nielsen/Nørby bagud med både 3-8 og 5-9, fik kæmpet sig op på 9-9, blot for at tabe det afgørende point og dermed hele kampen. Dermed var sidste års finalister færdige i turneringen.
For Kenneth Carlsen og hans australske makker Jordan Kerr var det samme vej, efter Carlsen mindre end en time forinden havde spillet sig videre i single. Mod de 3. seedede amerikanere Eric Butorac/Travis Parrott var der dog ikke så meget at gøre for den dansk/australske konstellation, der tabte med 5-7, 6-3.
19/10 - 21.45
Det holdt hårdt, men den kvartfinale alle danskere havde drømt om er en realitet, efter både Kenneth Carlsen og Kristian Pless vandt deres andenrundekampe. Dermed er der gjort klar til showdown i Kolding mellem Danmarks to ubestridt bedste tennisspillere.
Hidtil har det kun mødt hinanden en gang - det var i Moskva i 2004. Her vandt Kenneth Carlsen med 6-4, 6-0 på tæppe.
Efter at have måttet slide sig til en tre-sætssejr over den 18-årige slovak Lukas Lacko var Kristian Pless da også hurtigt til at lægge favoritværdigheden over på Kenneth Carlsen.
"Det er da ingen hemmelighed, at det er en vigtig kamp for os begge to, men jeg kan spille frit, for det er hans favoritunderlag (taraflex, dvs. hurtigt, red.), men jeg må bare tage det som enhver anden kvartfinale og prøve at glemme, hvem der står på den anden side," mente Kristian Pless.
Det var efter, han havde overvundet Lacko med 5-7, 7-6 (5), 6-4 i en meget velspillet kamp mellem to spillere, der stod godt til hinanden. 1. sæt var Pless dog forståeligt nok ikke tilfreds med, for der lod hans spil meget tilbage at ønske. Så gik det bedre i andet, men Pless måtte hænge på med det yderste af strengene for at få reddet sig videre via tiebreak. I tredje sæt, som også var det mest velspillede med mange smukke dueller især fra baglinien, lykkedes det imidlertid Pless at få brudt til 3-2, hvorefter begge parter holdt serv til 6-4 sejr til Pless.
"Det er dejligt at være videre, når man ikke spiller bedre. Jeg startede utroligt dårligt i de to første sæt og rammer stort set ingenting, så det var slid og slæb, og selvom det blev bedre i tredje sæt, spillede jeg langt fra mit bedste," lød vurderingen fra Kristian Pless.
Mens Pless og hans modstander begge befinder sig bedst fra baglinien var dagens andet opgør med dansk islæt et møde mellem to spillere, der helst vil styre fra nettet. Tidligere på dagen havde Kenneth Carlsen lagt ud mod 19-årige Mischa Zverev, der nok har tysk pas og bor i Hamborg, men er født i Rusland af russiske forældre og såmænd også bander på russisk, når han er frustreret. Zverev er imidlertid noget så sjældent som en klassisk serv/flugt-spiller.
Det fik Carlsen at mærke fra begyndelsen, for Zverev satte sig med det samme på kampen og fik hurtigt brudt til 2-1. Men efterhånden fik Carlsen læst tyskerens serv. Det gav bedre returneringer og også muligheder for at passere ved nettet, og midtvejs i sættet lykkedes det Carlsen at få brudt tilbage. Derfra var det ham, der styrede, og ikke overraskende efter kampens udvikling fik han brudt Zverev igen til sætsejr 6-4.
Den 6. seedede dansker fortsatte med at være bag rattet i andet sæt, fik brudt til 5-3 og kunne serve kampen hjem. Men netop på det tidspunkt spillede han sit vel nok dårligste serveparti og blev brudt tilbage, måtte overleve yderligere tre breakbolde ved 5-6, hvorefter tiebreak ventede.
Den blev som resten af kampen tæt. Da Zverev imidlertid missede et point ved stillingen 5-6, hvilket blev kommenteret med et højlydt "njet," udnyttede Carlsen chancen og er dermed klar til kvartfinalen.
"Jeg kom ikke så godt i gang i dag, og fordi han spillede serv/flugt, var det lidt sværere at få en rytme mod ham, men efter jeg fik brudt tilbage kørte det bedre for mig. Det afgørende var nok, at jeg fik læst hans serv bedre og så fik jeg passeret ham på de rigtige tidspunkter. Jeg returnerede og passerede godt og det var egentlig det, jeg vandt på," mente Kenneth Carlsen.
Resultaterne af dagens øvrige kampe betød i øvrigt, at samtlige otte seedede er igennem til kvartfinalerne. Carlsen og Pless møder hinanden tidligst kl. 19.00
19/10 - 16.45
I det interne tyske opgør mellem den 4. seedede Alexander Waske og Lars Burgsmüller var der aldrig tvivl om udfaldet. Waske breakede tidligt i første sæt Burgsmüllers serv. Det samme gentog sig i andet sæt, og da han samtidig selv servede solidt kom sejren på 6-3, 6-4 aldrig i fare.
I det interne franske opgør mellem den 8. seedede Michael Llodra og Jean-Christophe Faurel formåede sidstnævnte kun i første sæt at byde sin landsmand modstand. Alligevel måtte han se Llodra tage sættet med 7-5. Derefter blev andet sæt en ensidig affære, der endte med sætsejr på 6-1 til Llodra, som dermed er klar til kvartfinalen.
Også den 2. seedede belgier Dick Norman kvalificerede sig til kvartfinalen med en overbevisende 6-4, 6-2 sejr over kvalifikationsspilleren Jan Minar fra Tjekkiet.
19/10 - 14.00
Der bliver masser af dansk islæt på fjerdedagen af Købstædernes ATP Challenger. Efter gysersejren over tyske Julian Reister skal Kenneth Carlsen i sin andenrundekamp møde endnu en tysker - den blot 19 år gamle himmelstormer Mischa Zverev. Kenneth Carlsens kamp går tidligst i gang kl. 17.00.
To timer senere, altså tidligst kl. 19.00, er det Kristian Pless, der skal forsøge at slå sig videre fra anden runde. Danmarks for tiden højest rangerede spiller som nummer 104 skal møde den kun 18-årige slovak Lukas Lacko. Trods sin unge alder har slovakken været med på den professionelle tour i to år og er for tiden nummer 232 på verdensranglisten.
Også Danmarks bedste double og sidste års finalister fra Kolding, Frederik Løchte Nielsen og Rasmus Nørby, kommer i ilden i dag, når de, efter at have haft walk over i første runde, spiller deres andenrundekamp. Her bliver modstanden særdeles vanskelig i form af det 2. seedede par Jeff Coetzee, Sydafrika og Rogier Wassen, Holland.
Dermed er det imidlertid ikke slut med den danske deltagelse. Som sidste punkt på dagsprogrammet står Kenneth Carlsen, der skal på banen endnu en gang, når han sammen med sin australske makker Jordan Kerr spiller double mod amerikanerne Eric Butorac og Travis Parrott.
For de tyske deltagere blev onsdagen hård. Ni matchbolde havde Tobias Kamke og Julian Reister til sammen, uden at det lykkedes for nogen af dem at komme videre. Men det er vores naboer trods alt sikret i dag, efter den tidligere Copenhagen Open vinder Lars Burgmüller spiller mod Alexander Waske. Også franskmændene er sikre på en deltager i kvartfinalen, efter Jean-Christophe Faurel har afgjort sit opgør med Michael Llodra.
18/10 - 22.00
Franske Michael Llodra blev som forventet for stor en mundfuld for Frederik Løchte Nielsen i onsdagens sidste kamp på Centrecourt. Trods glimrende grundslag og indledningsvist flot spil, måtte Danmarks tredjebedste herrespiller slippe grebet, da den franske servekanon strammede grebet ved 2-2 i første sæt.
Det øgede tempo og det ekstra pres, som Llodra formåede at lægge på Frederik, tvang den danske nr. 312 på verdensranglisten ud i satsninger og mange uprovokerede fejl. Og på en dag, hvor de små detaljer i spillet ikke helt hang sammen for den 23-årige dansker, var Llodra, som for blot tre uger siden pulveriserede al modstand i Grenobles Challenger, ganske enkelt for stærk.
Sætcifrene på 6-2 og 6-2 til franskmanden røber forskellen meget godt, og selv om det bestemt var en urimeligt uheldig lodtrækning for Frederik Løchte Nielsen, så er der fortsat endnu et stykke vej, til han for alvor kan spille med om titlerne på dette niveau.
Men det er langt fra slut for Frederik i Købstædernes ATP Challenger. Allerede i morgen skal han sammen med Rasmus Nørby som forsvarende finalister her i Kolding ud i 2. runde i doublerækken mod de andenseedede Jeff Coetzee og Rogier Wassen.
18/10 - 22.00
Var det spændende, da Kristian Pless tirsdag vandt sin førsterundekamp med 7-5 i tredje sæts tiebreak mod Wayne Arthurs, var det for intet at regne mod det gys, Kenneth Carlsen førte sig selv og publikum igennem, da han spillede sin førsterundekamp mod den 20-årige tysker Julian Reister, og først efter 2 timer og 16 minutter kunne Kenneth Carlsen råbe et begejstrings-"jaaa" ud efter at have vundet 6-4, 3-6, 7-6 (9) i en kamp, der bød på stort set alle de aspekter, tennis har at byde på.
Første sæt gik planmæssigt til Carlsen, der havde fuldstændig styr på situationen. Midt i andet sæt skiftede opgøret imidlertid karakter, da Reister fik brudt til 4-2. Carlsen fik brudt tilbage, men lige lidt hjalp det, da han tabte endnu et serveparti. Så var Reister varm og fortsatte tredje sæt med at bryde til 2-1. I denne periode spillede den unge tysker virkelig godt med flot timing og god taktisk indsigt og styrede i praksis kampen, mens Carlsen levede på sin gode førsteserv.
Derfor gik Carlsen ind med ryggen mod muren, da Reister foran 5-4 kunne serve kampen hjem. Måske var det manglende rutine, måske var det nerver fra den 20-årige tyskers side, men i hvert fald lykkedes det Carlsen på sin tredje breakbold at få brudt tilbage. På det tidspunkt havde han overlevet sin første matchbold.
Derfra holdt begge parter serv frem til den afgørende tiebreak, som sendte tilskuerne fra himmel til helvede og lidt midt i mellem. I første omgang var det nu afgrunden, Carlsen kiggede ned i, da han ved stillingen 3-6 stod over for tre matchbolde. Men på nærmest mirakuløs vis fik han reddet sig i land. Ikke mindst en brændt postkasseflugtning fra Reisters hånd ved 6-5 var en gave fra himlen og Carlsen forstod at tage imod, for herfra var det ham, der spillede sig til matchbolde. Men det var først på den fjerde - en servereturnering, som Reister sendte ud i grøften - at forløsningen indtraf.
"Jeg forstår næsten ikke, hvordan jeg står her som vinder, med alle de matchbolde han havde, og jeg må indrømme, at det så sort ud, da han gik ud for at serve ved stillingen 5-4 i tredje sæt. Men jeg sagde til mig selv, at han i hvert fald selv skulle vinde den. Jeg ville ikke give ham nogle gratis point ved at tage chancer," forklarede en glad Kenneth Carlsen efter sejren.
Danskeren, der er rangeret som nummer 126, havde naturligt nok heller ikke svært ved at anerkende sin modstanders kvaliteter. "Han spillede rigtig godt og læste min serv godt," erkendte den danske veteran.
Efter denne tætte kamp mod verdensranglistens nummer 387 venter en på papiret endnu vanskeligere modstander i Mischa Zverev, der er nummer 157. Han er som Reister ung og fremadstormende samt fra Tyskland.
"Jeg så ham lidt i Bangkok, og der spillede han rigtig godt, så han bliver svær," konstaterede Carlsen, der spiller igen i morgen, dog tidligst kl. 17.00, hvorefter Kristian Pless overtager scenen.
18/10 - 18.30
Det var ren opvisning, da Kristian Pless sent onsdag eftermiddag sammen med sin doublemakker, Yen-Hsun Lu, regulært pulveriserede deres modstandere i 1. runde - Bednarek og Groen.
Knapt var det polsk-hollandske par kommet på banen, før Pless og Lu havde bragt sig foran med 4-0 på to overlegne servegennembrud. Og så var stilen lagt. Pless og Lu var deres modstandere overlegne i ethvert aspekt af spillet, og kun en naturlig afslappethed, som sneg sig ind på grund af den store dominans, forhindrede en regulær afklapsning af det lidt umage par, Bednarek og Groen.
Hvor 24-årige Bednarek er en habil doublespiller på vej mod verdenstoppen med flere titler under bæltet - og senest en finaleplads i Grenobles Challenger i forrige uge - så er Groen mildest talt i sin karrieres allerseneste efterår. 38 år siger dåbsattesten, og der er ikke bare langt mellem sejrene men også langt mellem kampene i dag, og Groen kan dårligt siges end at have niveau til at spille Future-tennis. Dette faktum piller dog ikke ved, at Pless og Lu, som før har spillet sammen med succes, viste fornem fælles forståelse og klassespil, som lover godt for den videre turnering.
Slutcifrene på 6-1 og 6-3 til Pless og Lu var reelt for små, for der var klasseforskel over hele linien.
Forud for den noget ulige double var gået fire uhyre tætte og publikumsvenlige singlekampe, som alle gik til afgørende sæt og bød på flere dramaer. Pless' doublemakker, Yen-Hsun Lu, måtte i sin 2. runde kamp kapitulere til en af turneringens foreløbige overraskelser, polske Lukasz Kubot, som bare fortsætter med at imponere. Den 24-årige syvendeseedede polak, som er på hastig march op ad verdensranglisten, skal nu efter sejren på 6-1, 3-6, 6-3 møde en af de to tyskere, Lars Burgsmüller eller Alexander Waske, i 3. runde.
I dagens anden kamp på Centrecourt måtte den franske boldflytter, Cyril Saulnier, efter tre velspillede og meget taktiske sæt overgive sig til turneringens førsteseedede hollænder, Raemon Sluiter med cifrene 6-3, 3-6, 3-6.
De helt store dramaer udspillede sig dog sideløbende på Bane 1. Her formåede tyske Tobias Kamke at forspilde hele fem matchbolde i slovakiske Lukas Lackos serv ved stillingen 5-3 i tredje sæt. Men i stedet for at lukke kampen tabte Kamke fire partier i træk, så Lacko med cifrene 6-2, 3-6, 7-5 kunne spille sig til 2. runde og et møde med danske Kristian Pless.
Straks derefter bød franske Jean-Christophe Faurel og australske Peter Luczak på baglinieopvisning og gratis lektioner i lærebogs-grundslag i en match, som gik hele vejen til tiebreak i afgørende sæt. Den helt og aldeles lige kamp faldt til sidst ud til franskmandens fordel med 6-4, 1-6, 7-6, men med hans manglende lyst til at gå til nettet vil han uden tvivl på det hurtige underlag her i Kolding få store vanskeligheder senere i turneringen. Godt nyt for danske Frederik Løchte Nielsen, som - hvis han kan overvinde den franske servekanon og storfavorit, Michael Llodra - står til at møde netop Faurel i 2. runde.
18/10 - 14.00
Efter Kristian Pless' nervepirrende sejr tirsdag over Wayne Arthurs bliver der ikke lang tid til at hvile på laurbærrene onsdag, hvor der er hele tre spændende danskerkampe i vente.
Alle Danmarks tre stærkeste kort i turneringen skal i ilden på en dag, hvor publikum kan nyde nogle af turneringens allermest spændende navne.
Første danske es på scenen bliver faktisk igen Kristian Pless, som omkring kl. 16.30 atter indtager den Centrecourt, han forlod knapt et døgn tidligere i triumf. I double skal Pless og hans makker, taiwanesiske Yen-Hsun Lu, op mod polske Bednarek og hollandske Groen i en kamp, som de på papiret er svage favoritter i.
Når den kamp er overstået - forhåbentlig med dansk sejr - er det Carlsen-tid. Tyske Julian Reister, der er kommet gennem kvalifikationen på solidt grundspil og en tung serv, skal forsøge at stoppe Danmarks bedste serv-flugt spiller, mens Kenneth Carlsen skal forsøge at indfri de kæmpemæssige hjemmebane-forventninger, der hviler på hans skuldre. Umiddelbart har Carlsen stor fordel af sin spillestil og sin serv, men blot 20-årige Reister har allerede vist, at han har nerverne til det meste. Den tyske bagliniespiller har i sine hidtil syv sæt spillet fem tie-breaks og vundet de fire af dem.
Dagen på Centrecourt sluttes af med Frederik Løchte Nielsens match mod franske Michael Llodra. En kamp som Frederik selv har betegnet som "den værst mulige lodtrækning". Llodra kommer direkte fra en sejr i Challenger-turneringen i franske Grenoble, og hans uhyggelige serv er om mulig et endnu mere skræmmende våben på det hurtige underlag her i Kolding. Frederik skal spille op til sit absolut bedste fra første bold, hvis han skal levere sensationen mod en af de spillere, som på forhånd må påtage sig favoritværdigheden i turneringen.
Men naturligvis bliver der også spillet tennis af høj høj klasse uden dansk deltagelse på denne onsdag, hvor programmet på forhånd er det mest spændende vi har set endnu:
Førsteseedede Raemon Sluiter, som i går med ubesværet elegance sendte kroatiske Roko Karanusic ud af turneringen, møder i sin 2. runde den franske veteran, Cyril Saulnier, som lige så ubesværet gelejdede tjekkiske Jan Mertl ud i sin første kamp. Og også i 2. runde spiller den italienske overrakselse, Uros Vico, mod engelske Alex Bogdanovic, og den uhyre velspillende polak, Lukasz Kubot, åbner dagen mod Kristian Pless' doublemakker, Yen-Hsun Lu, som overraskende hældte svenske Vinciguerra ud i første runde.
Desuden byder Bane 1 på hele tre på papiret knivskarpe opgør i første runde.
Velkommen til en fantastisk tennisdag med Købstædernes ATP Challenger.
17/10 - 22.30
Det er kun godt et godt år siden, Jacob Melskens valgte at satse professionelt på tennis, så det var på forhånd en umulig opgave, han var kommet på i sin førsterundekamp mod den hårdtservende belgier Dick Norman. I første sæt var den 21-årige dansker da også chanceløs mod den 2.03 meter høje venstrehåndsspiller, som blæste gennem til sætsejr på 6-1.
Men i andet sæt kom Melskens langt bedre med og formåede at holde sin serv hele vejen frem til stillingen 5-4 i danskerens favør. Og mens Melskens ikke havde haft mange muligheder i den 2. seedede belgiers servepartier, lavede denne pludselig et par fejl, og så slog Melskens til og sikrede sig sensationelt 2. sæt mod nummer 92 i verden.
I tredje sæt havde belgieren igen fået styr på sit spil og efter at have skruet tempoet i vejret tog han tredje sæt med 6-2. Ikke desto mindre havde danskeren, der selv er nummer 821 i verden, stor ære af kampen.
"Der var lidt pres på fra begyndelsen, men i andet sæt følte jeg, at jeg kom bedre med. Samtidig sjuskede han lidt, og så måtte jeg jo slå til," mente Jacob Melskens efter nederlaget til den uden sammenligning højest rangerede spiller han har mødt i sin karriere.
I anden runde møder "Big Dick," som der såmænd står på en af hans t-shirts, enten Jan Minar eller Matthieu Montcourt.
Dagens anden danske wild card modtager i kamp onsdag, Martin Pedersen, var også kommet på en svær opgave mod tyske Mischa Zverev, der er rangeret som nummer 157 i verden. KB'eren er dermed rangeret 972 pladser under tyskeren.
Det kunne især ses på de afgørende bolde, for Martin Pedersen servede godt, passerede ind i mellem modstanderen nydeligt især med forhånden og kæmpede flot for sin spinkle chance. Mod Zverev var han imidlertid bare overmatchet og måtte forlade turneringen med et absolut respektabelt nederlag på 6-3, 6-4.
Tidligere på dagen havde topseedede Raimon Sluiter besejret Roko Karanusic, mens Kristian Pless' doublemakker Yen-Hsun Lu sendte den tidligere Copenhagen Open-vinder Andreas Vinciguerra ud efter tre sæt. Senere valgte svenskeren at trække sig fra doubleturneringen på grund af knæproblemer.
17/10 - 21.45
Fantastiske Pless vandt sand gyser
Det var en storsmilende og tydeligt lettet Kristian Pless, som efter mere end to timers nervepirrende serveduel mod australske Wayne Arthurs kunne trække sig sejrrigt ud af kampen med en billet til 2. runde. Alle tre sæt gik i tiebreak, og Kristian Pless var nede med 0-1 i sæt, inden han med en opvisning i fantastisk konkurrencepsyke kæmpede sig tilbage og besejrede sin rutinerede modstander med 6-7, 7-6, 7-6.
"Jeg er utroligt glad og utroligt lettet over at vinde så tæt en kamp," sagde Kristian Pless lige efter sejren og forklarede: "Vi er jo ikke i nærheden af at bryde hinandens server undervejs, og det er ekstremt hårdt mentalt at spille den slags kampe, hvor det hele afhænger af så små ting. Så jeg er træt nu - mentalt. Men det er også noget jeg kan bruge i de kommende kampe, for det giver selvtillid at vinde så tæt en kamp. Og det er vigtigt at vide, at jeg kan vinde de tætte tiebreaks, for på dette underlag er det meget afgørende."
Det blev i uhyggelig grad en kamp, som blev præget af de to spilleres eminente server. Pless med saft, kraft og vilje - Arthurs med nærmest klinisk præcise vinkler på sine. På intet tidspunkt i kampen havde en af spillerne et breakpoint - og end ikke en eneste 40-40 blev det til, så der var én og kun én ting, der talte: "Jeg synes egentlig at mine server kørte meget godt, og det er klart, at på det her underlag, som favoriserer Arthurs, var det også helt nødvendigt. Der er jo ikke mange dueller i en kamp som den her, så der er ikke plads til ikke at satse alt i serven," siger Kristian Pless, som blev modtaget som Kongen af Kolding på Centrecourt, hvor der kampen igennem blot blev en mere og mere fortættet stemning blandt de flere hundrede på lægterne.
"Jeg er utroligt glad for den opbakning fra publikum, jeg fik her - det var fantastisk. Og jeg håber da, at der kommer endnu flere mennesker i de kommende dage," sagde en overvældet Kristian Pless inden kursen blev sat mod det velfortjente bad.
17/10 - 20.15
Løchte Nielsen og Nørby videre uden kamp
Den danske førstedouble Frederik Løchte Nielsen og Rasmus Nielsen behøvede ikke anstrenge sig det mindste for at nå frem til anden runde. Egentlig skulle de have spillet deres førsterundekamp mod polske Adam Chadaj og svenske Andreas Vinciguerra, men efter at have tabt sin single tidligere på dagen var svenskeren gå generet af problemer med det ene knæ, at han valgte at trække sig.
"Det ville selvfølgelig have været rart at være kommet i gang, inden jeg skal spille single onsdag, men på den anden side, så er det en gratis sejr, og nu er vi i anden runde," lyder kommentaren fra Frederik Løchte Nielsen, der i sin singlekamp møder franske Michael Llodra.
17/10 - 14.00
Spil med Wozniacki i Kolding
Danske Caroline Wozniacki stiller torsdag op til minitennis med børnene under Købstædernes ATP Challenger i Kolding Hallen. Det danske tennises piller en dag ud af sit tætte træningsprogram og kører fra København til Kolding udelukkende for at deltage i turneringens "Kids Day", hvor hun vil spille minitennis med de fremmødte børn.
Dansk Tennis Forbund opfordrer alle interesserede børn til at dukke op torsdag d. 19/10 i Kolding Hallens træningshal for at prøve noget så enestående som at spille tennis med en Wimbledon-vinder.
Arrangementet begynder kl. 10.00 og løber frem til kl. 13.00, og ud over Caroline Wozniacki vil også spillere fra KIF/Vejens kvindelige ligahold og flere af de danske tennisherrer, der deltager i Købstædernes ATP Challenger, tage del i spillet med de fremmødte børn.
Det er ikke nødvendigt med forhåndstilmelding - alle børn er yderst velkomne på torsdag.
17/10 - 12.45
Tirsdag og tid til Pless
Klokken 19 i dag på Kolding Hallens Centrecourt åbner Kristian Pless jagten på titlen her i Købstædernes ATP Challenger. Som den første af de tre danske singlespillere, der kan gøre sig forhåbninger i turneringen, står Kristian dog over for en stor udfordring, når den australske veteran, Wayne Arthus, skal forsøge at stille sig i vejen for de danske forhåbninger.
35-årige Arthurs, som gennem de seneste år er droppet ud af Top100, er på så hurtigt et underlag som her i Kolding ultrafarlig. Den rutinerede ræv har en af ATP-tourens mest potente server, og falder spillet først i hak for australieren, kan Kristian Pless få svært ved at finde en rytme. Selv nævner Pless netop Arthurs som en af turneringens favoritter, og der er således lagt op til intens dansk fight i aftenprogrammets første kamp.
Men forud for Kristians kamp er gået en lang dags program, hvor stort set alle forhåndsfavoritterne i turneringen kommer i aktion. Allerede 13.00 møder førsteseedede Raemon Sluiter den uhyre talentfulde - og meget svingende - kroat, Roko Karanusic, og efter den kamp dukker en gammel dansk kending op på Centrecourt, når den tidligere Copenhagen Open vinder, Andreas Vinciguerra, spiller sin førsterundekamp mod taiwanesiske Yen-Hsun Lu.
Og så byder aftenprogrammet på endnu en af de helt store danske godbidder, når vores bedste double, Davis Cup-heltene Frederik Løchte Nielsen og Rasmus Nørby, tørner ud i deres forsøg på at forsvare sidste års finaleplads. Modstanderne hedder Adam Chadaj og Andreas Vinciguerra fra henholdsvis Polen og Sverige, og selv om den danske super-double på forhånd må regnes som relativt klare favoritter, skal der ikke mange koncentrationssvigt til, før turneringen kan være i fare for de to doublestjerner.
Aftenen rundes af med en benhård talent-krig, når den unge dansker, Martin Pedersen, stiller op til kamp mod et af tennisverdenens netop nu mest spændende navne - den kometagtigt frembrusende tysker, Mischa Zverev.
16/10 - 22.15
Danskerdag i double
Det bedste blev gemt til sidst på hovedturneringens førstedag her i Kolding, og de publikummer, som holdt ud til sidste bold blev trakteret med double-tennis af helt labre slags.
Med danske Kenneth Carlsen og hans australske makker, Jordan Kerr, som kæmpefavoritter, lå der bøllebank i luften til det rent danske ungdomspar, Rasmus Møller og Tore Deleuran-Skiold.
Men de uvorne unger ville det i dén grad anderledes, og det var gennem et yderst velspillet og konstant spændende første sæt umuligt at se, at de to unge danske talenter ikke er i nærheden af at rangere som noget som helst i double - og i øvrigt aldrig har spillet en double sammen tidligere. Fantastisk placeringsforståelse og eminente returneringer tvang Carlsen og Kerr til at vise langt mere af deres repertoire end forventet.
Første sæt blev afgjort i en knivskarp tiebreak, hvor Møller og Deleuran-Skiold uheldigt smed et hurtigt break væk og til sidste måtte overgive sig for de godt servende favoritter. Og så lignede knækket moral og let spil for favoritterne hele vejen hjem - men igen overraskede de unge talenter. Trods nede med et hurtigt brud i andet sæt, kæmpede de forbilledligt videre og to missede breakchancer kunne have betydet end hel anden afslutning. Nu blev de så misset, og Carlsen/Kerr er med 6-3 i afgørende sæt videre til anden runde.
Sensationen udeblev desværre også, da danske Rasmus Nørby som den første danske singlespiller her til aften var i aktion. Fra start så det ellers ud som om Rasmus Nørby ville kunne byde tyske Lars Burgsmüller kamp til stregen, men fra 2-2 i første sæt skruede den tyske veteran bissen på overfor den danske doublespecialist, og selv om Rasmus løb utroligt mange af tyskerens velplacerede slag op, kunne han i længden ikke modstå presset. Slutresultatet på 6-3, 6-2 lyver således ikke om den forskel, der på dagen var mellem nummer 779 og nummer 169 i verden.
Rasmus Nørby fortjener dog oceaner af ros for den uimponerede måde han gik til den kæmpestore opgave på, og hans indstilling lover godt for morgendagens double sammen med Frederik Løchte Nielsen.
Forud for Rasmus' single var gået to doubler med dansk islæt - begge desværre faldende ud med danske nederlag.
Først måtte Davis Cup spillerne Jacob Melskens og Martin Pedersen efter en til tider alt for uinspireret indsats se de andenseedede Coetzee/Wassens lege sig til en plads i 2. runde med de alt for overlegne cifre 6-1 og 6-0.
Anderledes positiv var indsatsen af den formodede svageste danske double, Joakim Simonsen og Alexander Königsfeldt, som havde været så uheldige at trække turneringens helt store favoritter, Huss/Thomas, i første runde. På intet tidspunkt var de unge danske talenter ude af kampen, og kun uheld på vitale point forhindrede den danske double i at trække storfavoritterne ud i en gyser af en match. Resultatet på 6-2 og 6-3 dækker noget uretfærdigt over en lang række uhyre tætte dueller og brændte break-chancer til de danske opkomlinge. Er dagens indsats af Joakim og Alexander en indikation af deres fremtidige potentiale, står Danmark med et meget stærkt kort på hånden.
Onsdag indtræder den første af de danske single-esser i turneringen, når Kristian Pless kl. 19 spiller sin første runde kamp mod australske Wayne Arthurs, og onsdag bliver også dagen, hvor de forsvarende danske finalister i double, Frederik Løchte Nielsen og Rasmus Nørby, skal forsøge at spille sig videre til anden runde.
Dertil kommer yderligere dansk islæt med både Jacob Melskens og Martin Pedersen i single.
16/10 - 18.35
Italiensk scoop
Den 25-årige italiener, Uros Vico, stod for turneringens første gedigne overraskelse, da han sendte tjekkiske Tomas Zib hjem fra Kolding med en overbevisende præstation og cifrene 7-5, 6-3.
Vico, som med en plads som nr. 195 på verdensranglisten rangerer 51 pladser lavere end sin langt mere rutinerede modstander, viste med blændende angrebsspil og en giftig serv, at han snart er en mand, man skal regne med i Top100, og en spiller, som kan gå langt her i Kolding.
Ellers har dagens kampe i hovedturneringen budt på en forventet sejr til syvendeseedede polske Lukasz Kubot over den temperamentsfulde franske humørspiller, Jean-Rene Lisnard, som efter nederlaget på 6-2, 2-6, 7-5 kun havde sig selv at takke for sit farvel. Og så blev det en rolig dag på kontoret for Lisnards landsmand, Cyril Saulnier, som med koncentreret og stort set fejlfrit spil levede op til sin favoritværdighed og lod den unge tjekke, Jan Mertl, om at lave de fejl, der skulle laves. Cifrene 6-3 og 6-4 dækker over en sejr, som på intet tidspunkt var hverken i fare eller overraskende.
Og nu er det så danskertid i Kolding Hallen. På grund af de utroligt spændende - og lange - kampe på bane 1 er programmet skredet en smule, så der nu gøres klar til danskerkampe på begge baner.
På Centrecourt kommer Alexander Kønigsfeldt og Joakim Simonsen på en næsten umulig opgave i doublerækken, når førsteseedede Stephen Huss og Jim Thomas står klar på den anden side af nettet.
Større chance for at levere sensationen har Davis Cup holdets anden-double, Jacob Melskens og Martin Pedersen, som på Bane 1 møder den andenseedede double med sydafrikanske Jeff Coetzee og hollandske Rogier Wassen.
Efter de to double kommer Rasmus Nørby som den første dansker i ilden i single mod tyske Lars Burgsmüller, inden Kenneth Carlsen sent i aften slutter dagen af i double, hvor han sammen med australske Jordan Kerr møder det rent danske talent-par, Tore Deleuran-Skiold og Rasmus Møller.
Livescore både i dag og resten af ugen kan naturligvis følges her på siden.
15/10 - 19.05
Så er det alvor
Mandag indvarsler "den rigtige" begyndelse på Købstædernes ATP Challenger, når spillerne tager hul på hovedturneringen i både single og double. Og hele otte danskere kommer i aktion på en dag, hvor det spændende program byder på talrige interessante kampe.
I singlerækken bliver det Rasmus Nørby, der indleder de i alt seks danskere i hovedturneringens march mod finalen. Rasmus Nørby, rangeret som nr. 779 i verden, som spiller sin første runde kamp på Centrecourt, er programsat til klokken 19, hvor han skal forsøge at nedkæmpe verdens nr. 167, den tyske 31-årige veteran Lars Burgsmüller.
Men Rasmus Nørby er ikke den første dansker, der kommer i ilden på en tætpakket mandag. Allerede klokken 16 kommer de to unge talenter, Alexander Kønigsfeldt og Joakim Simonsen, på en uhyggeligt svær opgave, når de i double tørner ud mod det topseedede par med sidste års Wimbledon-finalist, australske Stephen Huss, og hans makker, Jim Thomas fra USA. At det vil kræve den helt store præstation af Kønigsfeldt og Simonsen illustreres yderligere af, at Huss er regerende mester her i Kolding.
En tilsvarende svær opgave venter Davis Cup holdets anden-double, Jacob Melskens og Martin Pedersen, når de klokken 17.30 indtager Centrecourt til deres møde med de andenseedede doublespecialister - sydafrikanske Jeff Coetzee og hollandske Rogier Wassen. Melskens og Pedersen har dog for længst bevist, at deres makkerskab kan bære langt, så der er lagt i ovnen til en overraskelse allerede fra første færd.
Dagens potentielle lækkerbisken er gemt til sidst, når det danske tennises, Kenneth Carlsen, træder ind i doubleturneringen i aftenens sidste kamp på Centrecourt. Sammen med sin australske makker, Jordan Kerr, der er nr. 78 i verden i double, byder Carlsen det rent danske danske wildcard par, Rasmus Møller og Tore Deleuran-Skiold op til tennisbal. Carlsen og Kerr, der er useedede i double-turneringen men bestemt må regnes blandt de absolutte favoritter, kommer således til at sætte punktum på en dag, som i alt byder på 11 spændende kampe.
Allerede klokken 11.00 får publikum serveret den første forsmag på intensiteten i Købstædernes ATP Challenger, når de tilbageværende otte spillere i kvalifikationsturneringen spiller finaler om de resterende fire pladser i hovedturneringen.
15/10 - 15.25
Kønigsfeldt tæt på sensationen
Alexander Kønigsfeldt kom svimlende nær den helt store sensation, da han søndag spillede 2. runde i kvalifikationsturneringen mod pakistanske Aisam-Ul-Haq Qureshi.
Den uhyre teknisk velfunderede Qureshi pulveriserede den seedede svensker Prpic i sin første runde kamp, og fra start lignede det en gentagelse mod danske Alexander. 6-1 til pakistaneren i første sæt efter decideret udspilning af Alexander lugtede af en hurtig afgørelse, men Alexander ville det anderledes.
Med blændende fight og noget af det bedste tennis vist hidtil i turneringen kæmpede han sig tilbage i kampen og tog 2. sæt med 6-4, hvorefter Qureshi måtte have hjælp af en massør efter de mange løbeture, danskeren havde sendt ham ud på.
Desværre så det ud til, at netop den pause pillede timingen ud af Alexander, som fra start i afgørende sæt ikke længere kunne få spillet til at fungere og på kort tid kom bagud 1-4. Trods endnu et blændende comeback med et servegennembrud og reducering til 3-4, var løbet kørt og sensationen glippet for Alexander Kønigsfeldt, som til sidst måtte se Qureshi snuppe det afgørende sæt med 6-4.
Tak til begge spillere for turneringens hidtil mest spændende kamp.
15/10 - 11.45
Dobbelt dansk på dag 2
Efter en flot dansk dag lørdag, da første runde i kvalifikationen blev spillet, er to af de unge danske håb i dag, søndag, klar til at fortsætte jagten på en plads i morgendagens hovedturnering.
Rasmus Møller og Alexander Kønigsfeldt spillede lørdag til fulde op til deres store talent, da de sendte henholdsvis den hårdtservende amerikaner, Kiantki Thomas, og det danske kæmpetalent, Søren Wedege, ud af turneringen. Dermed er de begge klar til dagens kampe, hvor Alexander på Centrecourt i dagens anden kamp (omkring 14.00) møder den uhyre teknisk stærke pakistaner, Aisam-Ul-Haq Qureshi, mens Rasmus Møller i næste kamp på Centrecourt byder tyske Tobias Clemens op til dans.
Søndag byder ikke kun på to spændende danskeropgør - allerede fra morgenstunden bød dagen på en særdeles glædelig dansk overraskelse, da det stod klart, at hele ti danskere er tilmeldt double-rækken, der starter mandag. Kristian Pless stiller op med taiwanesiske Yen-Hsun Lu, som han tidligere med succes har spillet sammen med, og Kenneth Carlsen har sammen med australske Jordan Kerr, der ligger nr. 78 på verdensranglisten i double, skabt en konstellation, som må regnes blandt de absolutte favoritter.
Desuden der double-turneringen netop nu ud til at byde på hele tre rene danskerpar: Frederik Løchte Nielsen stiller op sammen med sin faste makker, Rasmus Nørby, for at forsvare sidste års finaleplads. Desuden får vi mulighed for at se Martin Pedersen og Jacob Melskens - Davis Cup holdets andendouble - og så har de unge talenter Rasmus Møller og Tore Deleuran-Skiold fundet sammen i et makkerskab, ligesom Alexander Kønigsfeldt og Joakim Simonsen har det.
Livescore både i dag og resten af ugen kan naturligvis følges her på siden.
14/10 - 16.00
Rasmus Møller videre i kvalifikationen
Efter tre spændende sæt lykkedes det danske Rasmus Møller at spille sig videre til anden runde i kvalifikationen, da han med cifrene 3-6, 7-5 og 7-5 sendte amerikanske Kiantki Thomas ud.
Rasmus, som ikke lod sig slå ud af den høje amerikaners utroligt hårde server, sled sig efter at have tabt første sæt tilbage i kampen og kunne til sidst bryde sig til sejren.
Dermed er danskerne 1-1 for dagen, inden Søren Wedege senere i dag møder Alexander Königsfeldt i et internt danskermøde. Efter deres kamp skal først Tore Deleuran-Skiold i kamp mod schweiziske Stephane Bohli og dernæst møder Christoffer Königsfeldt i dagens sidste kamp på Centrecourt engelske Jonathan Marray.
14/10 - 14.00
Mareridt af en lodtrækning for danskerne
Det blev de helt tunge drenge, der kom op af hatten, da der klokken 13.00 blev trukket lod til hovedturneringen her i Kolding. Og man kan ikke engang skyde skylden på ATP-referee Hans-Jürgen Ochs, som stod for lodtrækning, for det var de danske spillere selv, som agerede Lykkens Gudinde. En efter en trak Frederik Løchte Nielsen, Kristian Pless, Jacob Melskens og Rasmus Nørby uhyggeligt stærke modstandere til hinanden.
Da Jacob Melskens slutteligt blev parret med andenseedede Dick Norman spurgte Frederik Løchte Nielsen høfligt referee, om ikke der kunne blive tale om en "ommer". Det kunne der desværre ikke, og det efterlader de seks danskere i hovedturneringen med en kolossal opgave foran sig.
De to bedste danske kort, tredieseedede Kristian Pless og sjetteseedede Kenneth Carlsen, havnede i samme fjerdedel, og de vil dermed ramle ind i hinanden i kvartfinalen - hvis de altså begge når så langt. Og det kan godt blive svært, for mens Kenneth Carlsen som den eneste dansker blev tilsmilet en smule af heldet med en kvalifikationsspiller som modstander i første runde, så fik Kristian Pless en af de modstandere, han på forhånd helst havde undgået i australske Wayne Arthurs.
"Underlaget her er ekstremt hurtigt, og det giver en enorm fordel til de gode servere. Det vil sige spillere som franske Michael Llodra, Wayne Arthurs, Dick Norman og også Kenneth Carlsen. Så dem ville man gerne undgå fra start." vurderer Kristian Pless.
Og Kristain Pless var langt fra den eneste danske spiller, som blev udtrukket som modstander til turneringens umiddelbare favoritter.
Frederik Løchte Nielsen trak franske Llodra, som både han selv og som nævnt også Kristian Pless udnævner til en af turneringens absolutte favoritter. Den ottendeseedede franskmand er i god form og har sin store force i serven.
"Det kunne egentlig ikke være en værre lodtrækning for mig." siger Frederik, som har haft en ubehagelig mavefornemmelse hele ugen netop omkring at trække Llodra:
"Han har efter min mening en af de bedste server i verden, han er virkelig god indendørs, og så er han venstrehåndsspiller - en type som er meget svær at spille mod. Han har endda kæmpe fordel af underlaget, som minder utroligt meget om græs, fordi det er så hurtigt, og boldens opspring er så lavt."
Frederik Løchte Nielsens faste doublemakker, Rasmus Nørby, måtte også kigge lang efter en let indgang til sin singleturnering. Tyske Lars Burgsmüller bliver noget af en mundfuld, og skulle Rasmus knække den rutinerede tysker, venter Burgsmüllers landsmand, fjerdeseedede Alexander Waske, i næste runde.
Den sidste af de danskere, der er direkte inde i hovedturneringen, Martin Pedersen, slap for et af de helt store navne i sin første kamp, da tyske Mischa Zverev kom op af hatten. Til gengæld er han så havnet klods op ad Kenneth Carlsen, som givetvis vil stå klar på den anden side af nettet, hvis Martin får skovlen under Zverev.
Alt i alt ligger det til en ekstremt spændende turnering med fantastisk tennis, hvor de danske topnavne får kamp til stregen her på hjemmebanen i Kolding. Men som Rasmus Nørby også konstaterede efter lodtrækningen:
"Med det felt, der er med her i Kolding, så havde det været stort set umuligt at få en let lodtrækning, for der er altså ikke lette spillere med her. Til gengæld så må man også sige, at hvis man vil vinde turneringen, så skal man jo slå dem alle sammen alligevel."
14. oktober 2006
Så er vi i gang i Kolding
Danmarks største tennisbegivenhed er nu undervejs her i Kolding Hallen, hvor en stor del af verdens tenniselite i løbet af de næste otte dage kæmper om titlen i Købstædernes ATP Challenger.
De første kvalifikationskampe er allerede afgjort, og vi har desværre måttet sige farvel til den første af de unge danske talenter, som med et wildcard til kvalifikationsturneringen har fået muligheden for at snuse til toptennis for alvor. Men Joakim Simonsen gav sig ikke uden flotte sværdslag, da han i første runde i lange perioder spillede lige op med den lovende australier, Junaid Rameez, og cifrene 6-4, 6-2 til australieren yder ikke helt Joakim retfærdighed.
Med de første kampe undervejs er der lagt op til en særdeles hektisk første weekend, hvor 32 kvalifikationsspillere vil kæmpe om de fire attraktive pladser i hovedturneringen fra mandag.
Om kort tid indtager dagens næste danske talent bane 1, når Rasmus Møller indtager scenen til sin kamp mod den tårnhøje amerikaner, Thomas Kiantki, og derefter går det slag i slag hele denne lange første dag, hvor også Søren Wedege, Alexander og Christoffer Königsfeldt samt Tore Deleuran-Skiold skal i kamp.
Lodtrækningen til mandagens hovedturnering finder sted her i Kolding Hallen klokken 13.00, og både den og vores point-for-point livescore kan naturligvis følges her på siden.
11. oktober 2006
Challenger-lodtrækning lørdag 13.00
Mens de første kvalifikationskampe for længst er sat i gang på lørdag kl. 13.00, trækker Dansk Tennis Forbund og ATP lod til hovedturneringen i Købstædernes ATP Challenger.
Til stede ved lodtrækningen, som kommer til at foregå i Kolding Hallen, vil ud over direktør i DTF, Niels Persson, og ATPs turneringsrepræsentant være de danske spillere Kristian Pless, Frederik Løchte Nielsen, Jacob Melskens og muligvis også Kenneth Carlsen, Rasmus Nørby samt Martin Pedersen. Spillerne vil naturligvis i den forbindelse stå til rådighed for pressen i det omfang deres turneringsforberedelser tillader det.
3. oktober 2006
12 danskere til start i Kolding
Ikke færre end tolv danske herrespillere stiller til start, når årets absolut største tennisbegivenhed på dansk grund, Købstædernes ATP Challenger, spilles i Kolding Hallen 14.-22. oktober.
Ud over Kenneth Carlsen og Kristian Pless, som på grund af deres rangering er direkte kvalificerede, vil hele det danske Davis Cup hold blive udstyret med wildcards, således at Frederik Løchte Nielsen, Rasmus Nørby, Jacob Melskens og Martin Pedersen alle vil være at finde i hatten, når der lørdag d. 14. oktober trækkes lod til hovedturneringen.
Desuden vil yderligere seks af dansk tennis mest spændende ”boblere” få chancen for at spille sig ind i den stærkt besatte Challenger gennem kvalifikationsturneringen:
Thomas Kromann, Søren Wedege, Rasmus Møller, Christoffer Kønigsfeldt, Tore Deleuran Skiold og Joakim Bay Simonsen.
Ud over de 12 danske navne i singlerækken stiller Frederik Løchte Nielsen/Rasmus Nørby med sikkerhed op i double, hvor de har en finaleplads fra sidste år at forsvare. Endnu er det uvist hvor mange andre danske doubler, vi får at se.
26. september 2006
Verdens stærkeste Challenger
Når Dansk Tennis Forbund og Købstædernes Forsikring d. 14. oktober i Kolding Hallen byder velkommen til årets største tennisbegivenhed på dansk grund, Købstædernes ATP Challenger, bliver det samtidig et velkommen til det, der ligner verdens stærkest besatte Challenger turnering. Det står klart, efter at ATP i dag har offentliggjort den foreløbige startliste.
Ikke mindre end seks uhyggeligt stærke navne fra Top100 i verden har meldt deres ankomst, og trykket fra verdenseliten for at blive tilmeldt turneringen i Kolding har været så voldsomt, at det helt uhørt for en Challenger turnering har krævet en plads som nr. 167 i verden at gå direkte ind i hovedturneringen i Kolding.
Det betyder, at de danske tennisesser, Kenneth Carlsen og Kristian Pless, samt Frederik Løchte Nielsen, Rasmus Nørby, Jacob Melskens og Martin Pedersen alle på wildcard, får selskab af så stærke folk som bl.a. den formodede førsteseedede italienske veteran, ”Sølvræven” Davide Sanguinetti (74), tjekkiske Robin Vik (86) og det luxembourgske stjerneskud Gilles Muller (99). Leddet til hovedturneringen lukkes netop nu af den kroatiske hardhitter, Roko Karanusic (167).
Den hårde kamp om en plads i Kolding giver samtidig også en uhørt barsk kvalifikation om de sidste fire pladser i turneringen, og her står navne som Jean-Rene Lisnard, Lars Burgsmuller, Wayne Arthurs, Cyril Saulnier og Thierry Ascione på spring til at slå sig ind blandt de 32.
I Dansk Tennis Forbund er vi utroligt stolte af at kunne præsentere tennis på så højt et niveau, når Kolding 14.-22. oktober er vært for DTF & Købstædernes Challenger, og vi håber at alle tennisinteresserede vil gribe denne fantastiske lejlighed til at se verdensklassetennis på dansk jord.
For yderligere oplysninger kontakt venligst
Dansk Tennis Forbund: 43 26 26 60
Komm.konsulent v. Kolding Kommune, Tue Knudsen: 79 79 17 33
Carlsen og Pless spiller i Kolding
Købstædernes ATP Challenger i Kolding 14.-22. oktober kan i år byde på deltagelse af Danmarks to bedste spillere, efter at Kenneth Carlsen og Kristian Pless har givet tilsagn om at deltage i turneringen i Kolding.
Sidste år meldte Kenneth Carlsen sig under fanerne, forudsat han ikke er kvalificeret til Madrid Masters, der spilles samtidigt, og i foråret meddelte Kristian Pless, at han også er klar til turneringen i Kolding. Det skete i forbindelse med underskrivelsen af en sponsoraftale med Købstædernes Forsikring. Sidste gang Kristian Pless spillede i Danmark var til Copenhagen Open i 2003.
- Men rent styrkemæssigt var feltet sidste år i Kolding faktisk ikke meget forskelligt fra det niveau, der var i Copenhagen Open, vurderer Kristian Pless, der på det tidspunkt ikke følte sig stærk nok til at være med i Kolding. I stedet valgte han at spille en mindre turnering i England. Den deltagelse gav både sejre og lidt selvtillid på et tidspunkt, hvor Pless ellers var på nippet til at stoppe karrieren.
"Jeg stod til at miste en masse point og ryge ud af top 200, og tanken om at skulle begynde forfra med futures syntes jeg ikke var sjov, men heldigvis fik jeg rettet nogle tekniske ting og vundet nogle kampe, så det gik", fortæller Pless, der igen har fået etableret sig i top 200.
|