www.dtfchallenger.dk

Now 2 online visitors

Live scoreboard

Købstædernes ATP Challenger - Live scoreboard fra Kolding

Player information

Købstædernes ATP Challenger - Spillerinformation

Tidligere turneringer

Købstædernes ATP Challenger 2007

Købstædernes ATP Challenger 2006

Købstædernes ATP Challenger 2005

Nyheder

Frederik Løchte og Rasmus Nørby triumferede i double

Vandt finalen efter gyserafslutning over Philipp Petzschner og Alexander Peya

"Jaaah," brølede Rasmus Nørby og pumpede jublende næverne i vejret, mens publikums hyldest skyllede ned over det danske doublepar Frederik Løchte/Rasmus Nørby, da den sidste bold i årets udgave af Købstædernes ATP Challenger var slået. Og glæden var forståelig. Efter en gyserafslutning på turneringens doublefinale, der endte med sejr på 4-6, 6-3, 10-8 over Philipp Petzschner/Alexander Peya, var parrets første challengertitel i karrieren i hus. Sejren satte samtidig et perfekt punktum for en fremgangsrig dansk indsats i årets turnering.

"Det var meget tæt, og vi kunne lige så godt have tabt, men det er bare superdejligt at få den i dag på hjemmebane. Det er jo ikke så tit, vi har mulighed for at spille en stor turnering i Danmark," kom det fra en storsmilende Rasmus Nørby, mens Frederik Løchte mente, at det havde været en fantastisk kulisse at spille i. Men publikum blev holdt på pinebænken til det sidste i en velspillet kamp, der bød på mange flotte dueller.

Første sæt var domineret af det 2. seedede tysk/østrigske par, der begge har et hav af doubletitler på deres CV'er, og hurtigt fik bragt sig op med et break. Derfra lod de ikke danskerne komme tilbage i sættet. I andet sæt var det så danskerne, der brød afgørende. Ved stillingen 3-2 i dansk favør fik de i Alexander Peyas serv kæmpet sig fra 0-40 til lige, blandt andet hjulpet på vej af to dobbeltfejl af østrigeren, og på partiets afgørende bold, det såkaldte deciding point, sluttede Frederik Løchte en flot duel med et perfekt lob. Derfra var det danskerne, der kørte sættet hjem uden mindste slinger.

Det betød, at finalen skulle afgøres i en matchtiebreak. Her lå Løchte/Nørby længe under med et minibreak, men de fik bragt balance i regnskabet ved 6-6, og endnu et minibreak til 9-8 banede vej for, at Frederik Løchte kunne serve titlen hjem. Returneringen var måske ikke meget ude, men nok til, at danskerne kunne juble over sejren.

"Kampen skifter momentum, da vi breaker dem i andet sæt. Derfra kunne jeg mærke, at vi kom meget bedre med, men det er marginaler, der afgør kampen. Vi havde heldet, men vi spillede også godt, og det synes jeg, vi har gjort hele turneringen," lød vurderingen fra Rasmus Nørby.

Frederik Løchte Nielsen og Rasmus Nørby har begge en stribe doubletitler i future-turneringer, og for tre år siden nåede de også i finalen i Købstædernes ATP Challenger, men tabte knebent. Nu kan betegnelsen finalister imidlertid skiftes ud med turneringsvinder, hvilket blot er med til at understrege, at Danmark har en double af international klasse. For Frederik Løchte var sejren samtidig afslutningen på en forrygende uge, hvor han for første gang i karrieren formåede at spille sig frem til en challengersemifinale i single.

"Det har været tæt på en optimal uge og nok bedre end noget andet, jeg har prøvet før. Sejre er jo det, der gør en bedre, og denne uge giver både selvtillid og et boost til resten af sæsonen og til næste sæson. Men jeg føler også, at jeg skal til at tage et skridt opad nu, og mit mål er stadig at komme i top 100," fortalte Frederik Løchte Nielsen, der for nuværende ligger nummer 469 i single, men allerede mandag kan se den placering forbedret væsentligt.

Der bliver dog ikke megen tid til at fejre den første danske titel i turneringens tre-årige historie. Allerede i næste uge spiller han endnu en challengerturnering, denne gang i engelske Barnstaple, men kun i double, da han på grund af succes'en i Kolding ikke kunne nå frem til kvalifikationsturneringen i single. Derefter slår han følge med Rasmus Nørby og Martin Pedersen til endnu en challenger og to future-turneringer i England.


Lukas Lacko tog karrierens første challengertitel i Kolding

Finalebesejrede Gilles Müller i to sæt

Den blot 19 år gamle slovak Lukas Lacko tog søndag endnu et skridt på vejen til noget, der ligner en stor karriere, da han finalebesejrede Gilles Müller fra Luxembourg med 7-6 (3), 6-4. Det var fjerde gang, han var i en finale på challengerniveau, men første gang det lykkedes ham at gå hele vejen.

Bedømt på de to spilleres tidligere kampe i Købstædernes ATP Challenger lå en lille favoritværdighed umiddelbart til 4. seedede Gilles Müller - især på grund hans imponerende serv. Helt frem til 1. sæts tiebreak i finalen havde han da heller ikke på nogen måde været presset i sine egne servepartier. Faktisk formåede 7. seedede Lacko kun at vinde fire point i samtlige Müllers servepartier frem til sætafgørelsen. Her gik det imidlertid hurtigt galt for Müller, som slet ikke kunne få sit servevåben til at fungere, og da Lacko samtidig hævede sit spil, kom der aldrig spænding om udfaldet af den tiebreak.

Da Müllers serv i andet sæts første serveparti igen faldt fuldstændig fra hinanden, fik Lacko uden problemer taget det, der skulle vise sig at blive kampens eneste break, og som det har været tilfældet i turneringen generelt, hævede Lacko sit spil, som sættet skred frem. Først da han skulle serve kampen hjem fra 5-4 opstod der lidt problemer. Müller spillede et godt parti og fik fremtvunget to breakbolde. Men med en servevinder fik Lacko på sin første matchbold halet den første challengertitel i land.

"Gilles server godt, og jeg vidste, at jeg skulle holde serv og så satse på at spille den hjem i tiebreak, og i begyndelsen af andet sæt fik jeg et lidt heldigt break," forklarede Lukas Lacko, der følte, at han havde hævet sit spil, som turneringen skred frem.

"Jeg kom fra en turnering med et noget langsommere underlag og fik kun 30 minutter på banen til at spille mig ind på dette underlag, så jeg er glad for, at jeg overhovedet vandt den første kamp (over Rasmus Nørby, red.), men som turneringen skred frem, følte jeg, at jeg blev jeg bedre og bedre," forklarede Lukas Lacko efter sejren.

Ud over godt 45.000 kroner i præmiepenge får slovakken også 60 point til verdensranglisten og kan se frem til avancement fra sin nuværende placering som nummer 155. Det samme gælder for Gilles Müller, rangeret 129, som trods nederlaget kan glæde sig over, at han for anden uge i træk spillede sig i en finale. I sidste uge nåede han også slutkampen i challengerturneringen i franske Rennes.


Løchte/Nørby i doublefinale

Det danske par slog svenske semifinalemodstandere uden større problemer

En kort puster, så var Frederik Løchte for anden gang på samme dag på banen i en semifinale i Købstædernes ATP Challenger - denne gang sammen med sin faste doublemakker Rasmus Nørby, og for anden gang i turneringens tre-årige levetid er Løchte/Nørby klar til finalen.

I semifinalen gik det ud over det svenske par Michael Ryderstedt/Johan Brunström, som blev besejret med 6-3, 6-4 i en kamp, hvor danskerne både servede, returnerede og flugtede bedre end modstanderne. Derfor giver cifrene også et meget retvisende billede af styrkeforholdet i denne kamp.

"Det føltes rigtig godt. Jeg synes, vi spillede pissegodt og er langt mere med i deres games, end de er i vores," konstaterede en glad Frederik Løchte Nielsen, der hurtigt havde fået lagt afstand til nederlaget i single-semifinalen.

I doublen supplerede Løchte/Nørby som sædvanligt hinanden perfekt, og efter at have breaket til 4-2 hev de uden problemer første sæt hjem. I andet sæt var der mere kamp om partierne. Det afgørende break faldt til 4-3, og foran 5-4 havde den danske konstellation faktisk fire matchbolde i Ryderstedts serv. Tre fra 0-40 samt den afgørende bold, som i double bruges ved stillingen 40-40 – det såkaldte deciding point. Men da det virkelig strammede til, hev Ryderstedt fire gode server frem og fik udsat pinen til det efterfølgende parti. Her misbrugte danskerne i egen serv endnu to matchbolde, inden Frederik Løchte fik lukket kampen med en servevinder.

"Det blev lidt tæt til sidst, blandt andet fordi vi missede de fire matchbolde, men jeg er bare glad for at have vundet, og nu er vi i finalen på hjemmebane i en lidt større turnering, end vi er vant til at spille," konstaterede Rasmus Nørby.

I den afgørende kamp venter tyske Philipp Petzschner og østrigske Alexander Peya. Det bliver så anden gang, Løchte skal op mod Peya. I anden runde af singleturneringen sendte han østrigeren ud.

Men i double må danskerne påtage sig outsiderrollen. Philipp Petzschner har i karrieren vundet ikke færre end 11 challenger og 10 future-turneringer i double. Desuden har han de sidste år været fast mand i doublen på det tyske Davis Cup-hold, der så sent som i sidste måned spillede semifinale mod Rusland. Alexander Peya er en anden doublespecialist, der er helt oppe som nummer 61 på doubleranglisten og kan skrive 17 challenger og otte futuretitler i double på CV'et. Det bliver med andre ord en meget stor udfordring, Løchte og Nørby står overfor.

"Petschner er giftig og Peya server som en hest. Det bliver svært, men vi må bare gøre vores bedste," som Rasmus Nørby ræsonnerede efter semifinalesejren.


Serven til forskel

Frederik Løchte faldt med ære i semifinalen mod superserveren Gilles Müller, som nu møder Lukas Lacko i finalen.

Frederik Løchte Nielsen er kendt som en god servereturnerer, men selv en spiller med hans klasse på området måtte give fortabt over for Gilles Müllers tordenserver – ikke mindst på et så hurtigt underlag, som der spilles på i Bramdrupdam Hallerne.

Derfor er der ikke så meget at sige til 4. seedede Gilles Müllers indtog i finalen med sejrscifrene 7-5, 7-5 ud over, at den er fortjent. Men Frederik Løchte skal have al mulig ros for ikke bare at lade sig køre over. Når boldene kom i spil, kunne han fint matche luxembourgeren og vandt faktisk de fleste af duellerne.

Det stod imidlertid ret hurtigt klart, at semifinalen ville blive en særdeles vanskelig opgave for Løchte, der er rangeret 469 på verdensranglisten, for den 195 cm høje venstrehåndsspiller, rangeret 129, formeligt tordnede server af sted. Ikke desto mindre lykkedes det den 24-årige dansker i begge sæt at holde stand frem til 5-6, hvorefter Gilles Müller langt om længe fik brudt Frederik Løchte. Undervejs måtte han afværge adskillige breakbolde, mens han ikke selv kom til en eneste, hvilket meget godt viste forskellen på de to på dagen.

"Jeg følte slet ikke, jeg kom i gang. Jeg blev bombet ud af ham, og når jeg selv server som en pose nødder, holder det ikke i længden. Jeg havde satset på at slå ham i tiebreak, men så spillede jeg et par dårlige partier ved 5-6. Lige nu har jeg en tom følelse, men han var en klasse bedre en mig," konstaterede en ærlig Frederik Løchte efter kampen.

Ikke desto mindre har han meget positivt at kunne tage med fra turneringen. For det første spillede han sig frem til karrierens første semifinale i en challenger-turnering, for det andet slog han undervejs spillere, som alle er væsentligt højere rangeret end ham selv – inklusive Kristian Pless, der i denne uge er nummer 95.

"Det er da et tegn på, at det går i den rigtige retning og at træningen bærer frugt. Nu håber jeg så bare, at jeg kan bygge videre på dette, så det ikke bliver en enlig svale. Der er stadig masser, jeg kan forbedre, for eksempel skal min serv blive meget bedre, men jeg føler ikke, jeg har spillet over evne her. Derfor mener jeg heller ikke, det er urealistisk, at jeg kan etablere mig på dette niveau," lød vurderingen fra Frederik Løchte, der med 27 indtjente point i Købstædernes ATP Challenger også kan se frem til et anseligt avancement på verdensranglisten.

Wessels måtte trække sig fra semifinale
Dagens anden semifinale nåede desværre aldrig for alvor at komme i gang. I kvartfinalen mod Yeo-Tzuoo Wang faldt Peter Wessels og slog sin hofte, hvilket han blev behandlet for på banen. Han kom op og formåede også at vinde kampen. Men desværre viste skaden sig så alvorlig, at han ikke var i stand til at stille op i semifinalen mod Lukas Lacko.

"Jeg vidste egentlig allerede fra i morges, at jeg ikke ville kunne spille. Jeg prøvede alligevel, men det gik desværre ikke," forklarede hollænderen, der måtte trække sig fra semifinalen ved stillingen 3-0 til Lacko.

Dermed kommer årets finale i Købstædernes ATP Challenger til at stå mellem 4. seedede Gilles Müller fra Luxembourg og 7. seedede Lukas Lacko fra Slovakiet.


Første doublesemifinale afviklet

Grundet skade hos en af spillerne blev semifinalen i double mellem Levy/Pless og Petzschner/Peya afviklet tidligere end programsat.
Resultatet af kampen blev: Petzschner/Peya - Levy/Pless: 6-0 6-1


Frederik Løchtes store danske gennembrud

Det er sjældent, Frederik Løchte Nielsen har mulighed for at vise sit potentiale på hjemmebane, men man må sandelig sige, at han i år har udnyttet sit wild card til det yderste og bevist, at der findes andre gode danske tennisspillere end Kristian Pless og den nu pensionerede Kenneth Carlsen.

På papiret var han godt nok ikke levnet mange chancer i kvartfinalen mod Kristian Pless, der ikke bare var topseedet men også for nuværende som nummer 95 på verdensranglisten er placeret 374 pladser over Frederik Løchte. Men det lod Løchte sig ikke anfægte af. Efter en godt to timer lang og særdeles tæt kamp havde han elimineret Kristian Pless med 6-3, 5-7, 6-3.

"Jeg spillede pissegodt og er bare glad. Det er en af mine absolut bedste sejre og mit største resultat hidtil," kom det fra Frederik Løchte Nielsen, efter han havde spillet sig i sin karrieres første semifinale på challengerniveau.

Tegningen til slutresultatet viste sig allerede i første sæt, hvor Frederik Løchte tilspillede sig breakbolde ved stillingen 1-1. Dem fik Kristian Pless afværget, men ved 3-3 fik Løchte udnyttet den tredje af slagsen til at bringe sig op med et break. Få minutter senere havde servet sig foran 5-3 og brudt endnu en gang til sætsejr 6-3 på ikke mindst gode servereturneringer og godt spil ved nettet.

På det tidspunkt havde Kristian Pless allerede bragt sig selv godt op i det røde felt og højlydt brokket sig over stort set alt fra banen over kendelserne til sit eget spil. Fra cykelryttere er det en kendt sag, at der er grænser for, hvor længe man kan arbejde oppe i det røde felt, uden at gå kold, men selv ikke et break og en tidlig føring i andet sæt kunne ændre på Pless' frustrationer. Efter at have haft breakbolde i hvert af Pless' server lykkedes det da også Løchte at breake tilbage til 4-4. Men Pless breakede igen til 6-5 efter et meget langt parti, og det kunne Løchte trods alt ikke svare igen på.

Tredje sæt blev endnu en lang række af breaks. Denne gang var det den 24-årige Lyngbyspiller, der bragte sig foran, hvorefter Pless svarede igen med et rebreak. Først da Frederik Løchte for tredje gang havde bragt sig op med et break, formåede han at holde fast. Det var så til gengæld til sætsejr. Undervejs havde især Frederik Løchte imponeret med mange giftige servereturneringer og gode indgreb ved nettet, mens Pless kun i glimt viste det potentiale, han besidder.

"Jeg fik ikke lukket sættet før, fordi jeg følte mig mere og mere presset af Kristian. Han satte virkelig min serv under pres. Det var det, jeg var påvirket af, ikke så meget af, at jeg nu kunne vinde kampen," forklarede Frederik Løchte, der mente, at nøglen til kampen havde været marginaler hist og pist.

"Jeg synes, at jeg var lidt mere stædig og lidt mere positivt indstillet til kampen. Dette er et kæmpeskridt i min udvikling, og så er det skønt at lave et resultat på hjemmebane," fastslog Frederik Løchte, der da også i takt med Pless' stigende antal udbrud og vrissen af alting fik påvirket stemning blandt publikum, så der ikke var tvivl om, hvor sympatien lå.

Kristian Pless gjorde heller ikke ligefrem tingene nemmere for sig selv, for det må konstateres, at han spillede mod to modstandere: Frederik Løchte og sig selv. Pless har tidligere udtalt, at han har problemer med at være for negativ, og det blev der i hvert fald ført bevis for fredag aften.

Pless' mange kampe med sig selv piller imidlertid ikke ved Frederik Løchtes sejr, som var flot og fortjent, men den får ikke sejrherren af det danske opgør.

"Èn sejr ændrer ikke på billedet af, hvem der er den bedste danske spiller. Der er stadig 300 pladser mellem Kristian og mig, og han er da klart den bedste," kom det ydmygt fra Frederik Løchte Nielsen.

I lørdagens semifinale, som spilles kl. 13.00, venter 4. seedede Gilles Müller fra Luxembourg. På dette underlag har han hidtil vist sig uhyggelig med en superserv som sit stærkeste våben. Omvendt har Frederik Løchte returneret fremragende, men der er ingen tvivl om, at det bliver en meget vanskelig opgave for den danske semifinalist.

"Men det er altså endnu en kamp, hvor jeg kan gå ind og spille frit," lød meldingen fra Løchte, der får en travl dag. Når semifinalerne i single er overstået, kommer han igen i kamp, denne gang sammen med sin doublemakker Rasmus Nørby, når de spiller semifinale mod svenskerne Michael Ryderstedt og Johan Brunström.

Kristian Pless og Harel Levy er også klar til doublesemifinale, hvor Philipp Petzschner og Alexander Peya venter.   


Gilles Müller vandt servekongernes kvartfinale

Man kan ikke klandre tennisspillere for at have en god serv, men når to specialister på området står på hver sin side af nettet og høvler esser af, bliver det ikke desto mindre kedeligt om end imponerende at se på.

Det var den slags forestilling, tilskuerne til kvartfinalen mellem 4. seedede Gilles Müller fra Luxembourg og canadiske Frederic Niemeyer var vidner til.

Èn gang i løbet af første sæts første 12 partier kom stillingen på lige. Det var det tætteste de to kom på at bryde hinanden. Derfor måtte sættet afgøres i en tiebreak, som Luxembourgeren sluttelig vandt med 7-3.

Andet sæt var praktisk taget en kopi af første frem til stillingen 5-4 til Müller. Her lykkedes det på forunderlig vis luxembourgeren at få fremtvunget kampens første breakbolde, som på dette fremskredne tidspunkt af kampen faktisk var matchbolde. To af dem endda. Men som det næsten kunne forventes, formåede Niemeyer at afværge med et es efterfulgt af en servevinder, og så gik også andet sæt i tiebreak. Endnu en gang viste Müller sig lige den tand bedre og fik med cifrene 7-4 hevet sejren hjem også i den tiebreak. Dermed kom kampens cifre til at lyde på 7-6 (3), 7-6 (4).

Den 195 cm høje venstrehåndsspiller møder i sin semifinale vinderen af opgøret mellem Kristian Pless og Frederik Løchte, men bedømt spillet i kvartfinalen kombineret med det lynhurtige underlag i Bramdrupdam Hallerne, begynder han at ligne en favorit til at vinde turneringen.


Lacko klar til semifinalen

Det 19-årige slovakiske talent Lukas Lacko slog sig som den anden spiller i semifinalen i Købstædernes ATP Challenger, da han i sin kvartfinale vandt 6-4, 6-1 over israelske Harel Levy.

I praksis var der kun tale om kamp i første sæt, hvor Levy flere gange bragte sig i en gunstig position ved at bryde slovakkens serv. Men hver gang fik Lacko brudt tilbage, og ved stillingen 5-4 i Lackos favør lykkedes det endnu en gang for turneringens 7. seedede at bryde modstanderens serv. Denne gang var det også ensbetydende med sætsejr.

Efter et ganske velspillet første sæt med mange dueller mellem bagliniespilleren Lacko og den noget mere netsøgende Levy, blev andet sæt et antiklimaks. Lacko fik lynhurtigt bragt sig på 3-0, hvorefter Levy tilkaldte fysioterapeuten for at blive behandlet på banen og resten af kampen var det et noget stivbenet israeler, der kun sporadisk formåede at byde slovakken modstand.

Sidste år nåede Lacko anden runde, hvor han i en meget spændende og velspillet kamp tabte i tre sæt til Kristian Pless. En gentagelse af det møde vil være en mulighed, men dog først i finalen. I første omgang møder Lacko hollænderen Peter Wessels, der tidligere på dagen sendte 5. seedede Yeu-Tzuoo Wang ud af turneringen.

Med tanke på at Levy lørdag skal spille double-semifinale med sin danske makker Kristian Pless, skal det imidlertid blive spændende at se, hvor meget han vil være generet af det problem med den ene balle, han blev behandlet for under sin singlekvartfinale.


Lukas Lacko


Endnu en seedet ude

Den første kvartfinale bød på endnu et offer blandt de seedede spillere i årets udgave af Købstædernes ATP Challenger, da hollandske Peter Wessels besejrede 5. seedede Yeu-Tzuoo Wang med 6-4, 4-6, 2-6. Dermed er der blot tre seedede tilbage i turneringen.

I første sæt bragte Wang sig hurtigt foran 4-1 og så ud til at have godt styr på situationen. Efter et fald måtte Wessels også have behandling på banen, men det var hollænderen, der kom stærkest ud af den ufrivillige pause. Faktisk formåede han at bryde tilbage og reducere til 4-5, men da han skulle serve udligningen hjem, blev han brudt igen til sætsejr til taiwaneseren.

Andet og tredje sæt blev en rodet affære, hvor enkelt vindere en sjælden gang i mellem brød den nærmest endeløse strøm af uprovokerede fejl, de to spillere diskede op med. Symptomatisk for kampen tabte Wang i princippet andet sæt fra stillingen 4-4, da han i eget serveparti leverede to dobbeltfejl og to uprovokerede fejl.

I tredje sæt fik Wessels en anelse bedre fat og også udnyttet sine gode server, og da han samtidig fik brudt tidligt i sættet, uden Wang kunne udnytte sin fire breakbold i efterfølgende parti til at bringe balance i stillingen, var kampen i princippet vundet for den 29-årige hollænder, der allerede i første runde gjorde det af med 2. seedede Rainer Schüttler.

At hollænderen kan begå sig på det meget hurtigt underlag i Bramdrupdam Hallerne er dog ikke overraskende. I denne sæson har han for eksempel været i finalen i ATP-turneringen i hollandske Den Bosch, hvor der spilles på græs.


Peter Wessels


Danskermøde i kvartfinalen

Sidste år var det Kristian Pless og Kenneth Carlsen, der endte i danskermøde i kvartfinalen. I år bliver det Frederik Løchte Nielsen, der bliver topseedede Pless' modstander, når der fredag spilles kvartfinaler i single. Her skal det blive spændende at se, om outsideren kan drille favoritten, eller om Pless cruiser forbi landsmanden, der er placeret 374 pladser under Pless. Kampen spilles kl. 19.00

Men allerede kl. 13.00 tages der hul på fredagens program. De første spillere på centre court er 5. seedede Yeo-Tzuoo Wang fra Taiwan, der skal op mod den hårdtservende hollænder Peter Wessels.

Den kamp efterfølges af mødet mellem 7. seedede Lukas Lacko, der var Rasmus Nørbys banemand i første runde, og israelske Harel Levy, der i anden runde sendte sidste års finalist, 3. seedede Raemon Sluiter ud af turneringen.

Tidligst kl. 17.00 er det 4.seedede og hårdtservende Gilles Müller fra Luxembourg, der i anden runde eliminerede Kenneth Carlsens besejrer Björn Phau, som skal prøve kræfter med canadiske Frederic Niemeyer.

Dermed står det også fast, at semifinalerne i både single og double spilles lørdag, og at der er danskere i begge rækker.


Kristian Pless i kvarten efter maraton-comeback

Første-seedede Kristian Pless levede op til sin seedning, sine egne og publikums forventninger og ikke mindst alles forhåbninger, da han her til aften overvandt et truende nederlag mod Jan Mertl og sikrede sig plads i kvartfinalen efter en maraton-gyser.

Første sæt gik ellers præcis som planlagt, da Kristian med utagelige server og skarpt bagliniespil cruisede til 6-3 efter et enkelt brud af Mertls serv. Intet tydede på problemer, og spørgsmålet var egentlig kun, hvor mange partier, Mertl ville få i andet sæt.

Men så skete der noget. Pless, som bestemt ikke er udpræget fan af det ekstremt hurtige underlag her i Kolding, gik ned i tempo – og Mertl gik markant op. Pludselig kom kun en brøkdel af førsteserverne ind, og returneringerne hang i net og på den kedelige side af baglinien. Samtidig spillede Mertl ganske enkelt blændende. Ikke nogen dræberserv men fantastiske returneringer og et imponerende slagrepertoire.

Et enkelt tjekkisk brud var nok til at tage andet sæt med 6-3, men ciffermæssigt kunne det være gået meget værre, for der var ikke meget positivt at sige om Pless pludselige spillemæssige bølgedal.
Og i takt med at spil og rytme forsvandt, trådte frustrationerne ind. Ketcheren røg talrige gange i gulvet og bagvæggen, og Pless’ udbrud, støn og vris blev hyppigere og højere.

At frustrationerne ikke hjalp det danske spil på vej, sås hurtigt i tredje sæt, hvor Mertl snuppede Pless andet serveparti og med en føring på 3-1 lignede en spiller på sikker kurs mod sejren. Pless havde i næsten to sæt ikke været i nærheden af at bryde sin modstander, og Mertl spillede på stort set alle områder bedre end sin modspiller. Selv publikum var gassen gået lidt af, og enkelte faldt for fristelsen til usportslige klap og provokationer under Mertls server – ret uskønt at være vidne til.

Og så – lige pludselig – ved stillingen 4-3 til Mertl i tjekkens serv, besluttede Kristian sig for alligevel at yde modstand. For første gang siden begyndelsen på andet sæt slog Kristian til boldene i sine returneringer i stedet for blot at øse dem tilbage uden fart. Bingo! 4-4 og så var alt åbent.
Om ændringen sagde Kristian selv efter kampen:

”Jeg får en dobbeltfejl foræret på den første bold ved stillingen 4-3, og det giver mig pludselig troen på, at jeg kan komme tilbage. Den chance greb jeg,” siger han og forklarer også sine højlydte frustrationer:

”Jeg spiller et kanon første sæt, og så spiller han et fremragende andet sæt, hvor han server perfekt, mens jeg ikke rigtigt får fat. Det frustrerer mig, at det hele går så hurtigt på det her underlag. Bliver man breaket er det stort set slut, og jeg føler nok, at jeg egentlig var lidt heldig, da jeg får muligheden for at bryde tilbage i tredje sæt.”

Fra 4-4 fulgtes de to spillere ad til 6-6 og tiebreak, men det lå i luften, at det nu ville gå dansk vej. Pless var tilbage i rytmen fra første sæt, og Mertl var nu den frustrerede – tydeligvis med følelsen af at han netop havde smidt en sikker sejr væk.
Tiebreaken blev da også noget nær en formsag, for med to hurtige mini-breaks bragte Kristian sig på 5-1, og derfra var det barnemad.

Slutcifrene efter hundrede minutters meget afvekslende rutchebane-tennis: 6-3, 3-6 og 7-6(5) til Kristian Pless, som nu ramler ind i landsmanden Frederik Løchte Nielsen.
”Det er aldrig sjovt at møde en anden dansker så tidligt i turneringen som en kvartfinale. Men selvfølgelig er det rart at være sikre på at have en dansker med i semifinalen,” siger Kristian, som vurderer kampen som meget åben – ikke mindst på grund af underlagets hurtighed:

”Hvis jeg kan spille, som jeg gjorde i første sæt, så håber jeg, at jeg vinder. Men det er svært på det her underlag, for når det går så stærkt, kan nr. 300 i verden slå nr. 10.”
Det bliver i øvrigt Kristian Pless’ og Frederik Løchte Nielsens første indbyrdes opgør i en tællende kamp.


Frederik Løchte og Rasmus Nørby i doublesemifinale

Frederik Løchte Nielsen og Rasmus Nørby spillede sig overbevisende i semifinalen i double, da de slog det topseedede hollandske par Jasper Smit og Martijn van Haasteren med 6-4, 6-3. Dermed fuldendte Frederik Løchte en perfekt dag med endnu en sejr, efter han tidligere torsdag havde besejret Alexander Peya i single.

I doublen satte det danske par sig på kampen fra første sæts første parti, hvor de brød hollænderne og hurtigt spillede sig på 5-2. Desværre missede de derfra tre sætbolde, men ved næste lejlighed for at serve sættet hjem var der ingen slinger i valsen.

Og da danskerne brød igen straks fra andet sæts begyndelse, ikke bare lignede det – det var også begyndelsen til enden for Smit/van Haasteren, der i år faktisk har satset meget på double, hvilket blandt andet kan ses ud af deres rangeringer som henholdsvis 127 og 125 på doubleranglisten. Til sammenligning er Løchte 193 og Nørby 439.

Men det lod danskerne sig ikke anfægte af og viste undervejs meget flot doublespil med gode server, gode flugtninger og meget flotte returneringer. Publikum fik også fornøjelsen af at se Rasmus Nørby i bedste Boris Becker-stil kaste sig vandret og oven i købet slå en vinder på flugtningen.

"I dag spillede vi rigtig godt, men vi skulle faktisk have vundet endnu større," konstaterede Frederik Løchte. Rasmus Nørby var helt enig og tilføjede, at "når det kører, ser det også bedre ud." Og det gjorde det, hele vejen igennem.

Med sejren fik Frederik Løchte dermed revanche for nederlaget for et par uger siden i challengerturneringen i Grenoble til det hollandske par. Her spillede han – sammen med Martin Pedersen - finale mod netop Smit/van Haasteren, men tabte klart.

Den danske Davis Cup-doubles modstandere i semifinalen i Købstædernes ATP Challenger bliver nu det rent svenske par Johan Brunström/Michael Ryderstedt.


Martin Pedersen færdig i double

Danske Martin Pedersen og hans hollandske makker, Michel Koning, er færdige ved dette års Challenger efter et flot drama i tre sæt mod det tyske par, Philipp Petzschner og Alexander Peya.

Pedersen og Koning, som i første runde imponerede stort mod det græsk-russiske par, Economidis og Matsukevitch, bød fra start det anden-seedede tyske par trods, og der var kun marginaler til forskel i et første sæt, hvor to tyske breaks mod slutningen blev afgørende, efter at det dansk-hollandske par ellers hurtigt havde bragt sig på 3-1.

6-4 til tyskerne sluttede første sæt, og nede 0-1 i sæt, bed Pedersen og Koning for alvor tænderne sammen i andet sæt, som blev uhyre velspillet og sprængfyldt med fremragende dueller.
Ikke en eneste gang lykkedes det de to par at bryde hinanden, og sættet skulle derfor afgøres i en tiebreak.

Den tiebreak udviklede sig til et sandt drama, hvor spil, chancer og mini-breaks bølgede frem og tilbage.
Først ved stillingen 10-10 i tiebreaken fik den ene af parrene en fordel, der syntes afgørende, da tyskerne brød serv til føring 11-10 og matchbold. Men så tog en vis herre ved Pedersen og Koning, som på stribe brød to gange tilbage og derpå servede andet sæt hjem med 13-11.

Men så var der også udsolgt. Lige så tæt kampen havde været i de første to sæt – lige så lidt tæt sluttede den i tredje sæts match tiebreak. 5-0 til tyskerne stod der, næsten inden nogen opdagede det, og ved stillingen 8-1 var det som om den sidste gas gik af ballonen. Hovederne hang og mentalt var der strakt våben, så Petzschner og Peya kunne køre den afgørende match tiebreak hjem med 10-3.

Dermed er der fortsat mulighed for tilskuerne i Kolding til at opleve kæmpetalentet og gadedrengen Philipp Petzschner i fri dressur. Lige så fantastisk en tennisspiller med en blændende teknik og boldforståelse, tyskeren er – lige så kæmpestort et attitudeproblem har han.
Han er McEnroe på tysk – uden humor. Konstant surmulende, brokkende, vrissende og beskyldende alt og alle for at være konspiratorisk imod sig.

Stigedommeren, linjedommerne, boldbørnene, tilskuerne, loftet og det meste af resten af verden blev undervejs beskyldt for fup, svindel og alskens ondskab.
Mandens opførsel hører mest af alt hjemme i en hjælpeklasse for forkælede småbørn, men kors han kan spille tennis!


Frederik Løchte bag stor overraskele

Frederik Løchte Nielsen stod torsdag eftermiddag bag turneringens foreløbigt største danske overraskelse, da han spillede sig i kvartfinalen efter sejr på 4-6, 6-4, 6-4 over den 8. seedede østriger Alexander Peya, der som nummer 160 på verdensranglisten ligger 309 pladser over danskeren. Med sejren tangerer Frederik Løchte sit bedste resultat på challenger-niveau.

"Jeg er utroligt glad. Det var en svær kamp for mig, jeg er bare glad for, at jeg håndterede det, som jeg gjorde. Jeg synes, det viser min udvikling som spiller," sagde en yderst tilfreds Frederik Løchte efter sejren.

Han fik ellers ikke den bedste start på kampen, da han blev brudt allerede til 1-3 i første sæt. Et rebreak i næste parti gav lidt mere mod på det hele, men fra 4-5 spillede Løchte et skidt parti og kom ned med tre sætbolde. Den første blev reddet, mens han forgæves ventede på en "let"-kendelse på anden. I stedet for at slå på returneringen, lod Løchte imidlertid bolden gå, og så var det sæt overstået.

I andet sæt holdt parterne serv til 3-3, hvorfra Løchte fik brudt til 4-3. Undervejs leverede Løchte tre fremragende passerslag og kunne sidst i partiet profitere af to dobbeltfejl i træk fra den ellers godt servende Peya, der er en klassisk serv/flugt-spiller og hele vejen igennem spillede meget aggressivt. Omvendt returnerede Frederik Løchte godt og spillede generelt bedre fra baglinien.

Da han skulle serve sættet hjem, virkede det imidlertid som om, han blev bange for at vinde. De ellers så sikre baglinieslag blev for korte og uden fart. Det kostede tre breakbolde i partiet. Men Frederik Løchte formåede alligevel at holde hovedet koldt og fik lukket sættet.

Så langt havde Løchtes faste doublemakker Rasmus Nørby været blandt de mange tilskuere, men under tredje sæt blev det en tand for spændende for Nørby, som kunne observeres trave nervøst rundt i en mellemgang. Sættet var da også lige så tæt som de to første, og frem til 4-4 fulgtes de to kombattanter ad. Men i det niende parti lykkedes det for den 24-årige dansker at på knækket Peya. Det skyldtes ikke mindst en række gode servereturneringer, og i modsætning til slutningen på andet sæt lod Løchte sig denne gang ikke ryste, men servede sikkert kampen hjem.

"Han servede utroligt godt og gjorde det svært for mig, men jeg følte hele tiden, at der kunne komme det game, hvor jeg kunne breake ham," forklarede Frederik Løchte, der mente, at hans gode returneringer og lidt større farlighed fra baglinien havde gjort udslaget.

Dermed havde Frederik Løchte nappet en af de største skalpe i sin karriere og tangeret sit hidtil bedste resultat i en challenger-turnering. Sidste år nåede han også kvartfinalen i en challengerturnering i Dublin.

Hvis det lykkes Kristian Pless at vinde sin andenrundekamp senere i aften over Jan Mertl, står den på ren dansk kvartfinale mellem den topseedede Pless og overraskelsen Løcte Nielsen.

"Det ville da være fedt, hvis det blev Pless. Det ville være en enestående chance for at udfordre mine evner, men han vil selvfølgelig være storfavorit målt på alle parametre," erkendte Frederik Løchte Nielsen.


Børnene indtog hallen

Igen i år indbød Dansk Tennis Forbund børn og unge til at deltage i Kids Day i forbindelse med Challengeren i Kolding, og igen i år blev arrangementet en stor succes og tilløbsstykke.

50 børn og unge i alderen 5-15 år havde fundet vej til centre court torsdag formiddag, hvor der var rig lejlighed til enten at snuse til tennissporten for første gang eller nyde den foretrukne sport i afslappede rammer.
Nåh ja – og så var muligheden for at spille tennis med nogle af Danmarks bedste professionelle spillere sikkert heller ikke decideret afskrækkende.

DTFs breddekonsulent, Line Lauridsen, der stod for arrangementet, havde skruet et program sammen bestående af velkomst ved tennis-ikonet Kurt Nielsen og de danske topspillere og derefter masser af underholdende aktiviteter: Minitennis, boldlege og hockey var linet op, så ingen kom til at kede sig.

En kæmpe appelsin i turbanen dumpede så ind, da Kenneth Carlsen kort inde i programmet dukkede op i træningstøj og gav sig til at spille tennis med ungerne. Alle ungerne vel at mærke, for Kenneth sikrede sig, at samtlige børn fik lejlighed til at slå bolde med den nu pensionerede tennisstjerne.

Det vakte stor lykke, og da Kenneth så efterfølgende velvilligt stillede op til autografskrivning sammen med Davis Cup makkerne Rasmus Nørby og Martin Pedersen, fik alle børnene også sikret sig et minde med fra arrangementet af en helt håndgribelig karakter.

Line Lauridsen var da også svært godt tilfreds med Kids Day:
”Jeg synes, at det gik fantastisk. Børnene hyggede sig og fik brændt noget energi af. Både med tennis men også med de andre aktiviteter,” fortæller hun og glæder sig enormt over at Kenneth Carlsen – ganske uventet – dukkede op for ungernes skyld:

”At Kenneth dukkede op var super. Børnene var jo glade for det hele, men naturligt nok var det Kenneth, der var mest spændende. Hans entré var helt eminent, for vi vidste ikke, om han kom, og pludselig kom han så gående ned ad trapperne. Ungerne blev jo helt vilde, og de havde en rigtigt god dag. De var kommet for at spille tennis og møde stjernerne, så det var helt perfekt.”

Breddekonsulenten håber nu, at den åbenlyse glæde ved tennis, som børnene tager med sig fra Kids Day, kan forplante sig videre:
”Meget af pointen med sådan et arrangement er jo fastholdelse af allerede interesserede børn – børn, som enten går til tennis allerede eller kender til sporten. Men en del af børnene her i dag havde ikke spillet tennis før, og når de går her fra med en positiv oplevelse, kan vi jo håbe, at de fortæller det videre til skole- og legekammerater,” siger Line Lauridsen.

I morgen er der endnu et arrangement for tilskuerne, når Mini-tennis Challengeren – en mini-tennis turnering for tilmeldte interesserede – afvikles inden det officielle spilprogram. Mini-tennis er særdeles underholdende at se på, så skulle du have lyst til et godt grin og en masse sprudlende tennis, så er der gang i den i Bramdrupdam Hallerne allerede fra kl. 9.00.



Ballet er forbi - tak for dansen

Kenneth Carlsens karriere er forbi. Efter 15 år på højeste plan blev første runde i Købstædernes ATP Challenger i Kolding sidste stop på en lang vej. Matchbolden, der satte punktum for Carlsens spil, kunne ikke have været smukkere – en lynende cross court baghånd slået i fuldt løb og placeret på sidelinien. Så er det ok at tabe.

Modstanderen, der afleverede den, var tyske Björn Phau, som trods alt viste sig for stærk for den danske veteran. 7-6 (5), 6-4 kom sejren til at lyde på, og ved nærmere eftertanke var kampen egentlig et ganske godt billede på Kenneth Carlsen karriere. En karriere der har budt på godt og skidt, har været op og ned, men hvor det aldrig har skortet på viljen: Kenneth Carlsens historie skrevet i et kapitel.

Første sæt var dårligt ti minutter gammelt, før Carlsen var bagud 0-3, men danskeren havde trods alt ikke tænkt sig at lade sig køre over og fik på forbilledlig vis breaket tilbage og kæmpet sig op på 4-4. I næste parti havde Carlsen endda en kæmpe mulighed for at bryde endnu en gang, men den baghånd, der skulle have været en vinder, blev for lang, og så blev det ved, at begge holdt serv frem til tiebreaken. Kenneth Carlsen havde på det tidspunkt fået godt greb om sine egne servepartier, men da afgørelse skulle falde, svigtede det ellers så stærke våben og Phau kunne vinde sættet på sin første sætbold.

Den pille var dårligt slugt, før Carlsen igen var nede med et break i andet sæt. Godt nok brød han straks tilbage, men lige lidt hjalp det, da han for anden gang i træk tabte sit eget serveparti rent. Og det skulle blive værre endnu. Ved stillingen 1-3 og 30-40 sendte Phau en bold af sted, som så ud til at være for lang, men kendelsen udeblev, og så var Carlsen pludselig bagud med 1-4. Trods de håbløse udsigter fik han endnu en gang hevet sig op ved de lyse hårrødder og hentet det ene break, men det sidste kunne han trods alt ikke klare, og så var det, at Phau kunne lade sin forrygende baghånd sætte en stopper for Kenneth Carlsens karriere.

Egentlig var det helt fint at lade det stoppe her. Kenneth Carlsen viste i perioder den fantastiske spiller, han har været, og på højden af karrieren ville Phau ikke have fået lov at vinde en kamp som den i dag i Bramdrupdam Hallerne. Men Carlsen fik stadig taget en værdig afsked med sin sport.

Det blev anerkendt af publikum, som hyldede Carlsen for 15 års rejse på tennistoppen. De stående klapsalver, der bragede ned mod ham, var så langvarige, at det gav kuldegysninger – og ikke blot hos hovedpersonen, som ovationerne var rettet mod. Det var publikums måde at sige tak til Kenneth Carlsen for en fantastisk karriere. Reaktionen var forståeligt nok en stor klump i halsen hos hovedpersonen, men dog ikke større, end han kunne sende takken tilbage.

"Jeg har været heldig at få lov at spille så mange år og få lov til at slutte foran et hjemmepublikum. Jeg har altid haft fantastisk support, når jeg har spillet på hjemmebane i Copenhagen Open, i Davis Cup og i Kolding. Men lige nu er det hårdt," sagde en tydeligt rørt Kenneth Carlsen.

Uden for omklædningsrummet blev følelserne, der havde fulgt ham i løbet af kampen, uddybet. "I starten kunne jeg ikke nyde kampen, men da jeg havde breaket tilbage i første sæt og spillede et rigtig godt parti bagefter, nød jeg virkelig at spille. Nogle gange havde jeg en klump i halsen, som gjorde det svært at koncentrere sig om at spille, men jeg prøvede også at minde mig selv om at nyde det, fordi det kunne være sidste gang.
Lige nu er jeg trist – ikke så meget over resultatet – men fordi det var sidste gang. Men det var en fantastisk afslutning, og det var vigtigt for mig at sige farvel til publikum. Jeg har prøvet at gøre det bedste her, men at sige farvel var egentlig hele pointen," uddybede Kenneth Carlsen.

Det fik han gjort på flotteste vis. Tilbage er kun at konstatere, at ballet er forbi. Tusind tak for dansen.


Og lysene slukkedes

Hans blonde lokker rager et hoved op over den store flok af journalister, kamerafolk, officials og boldbørn, der har slået ring om ham i den kølige gang uden for omklædningsrummene under tribunen. De mange spotlights fra kameraerne får på afstand det lyse hår til at minde om en glorie, og gennem bygen af spørgsmål snubler hans lavmælte ord over en hørbar klump i halsen.
Det er slut.

Om lidt er det sidste ord på den sidste journalists blok griflet færdigt, og det sidste kamera slukket. Så er der kun stilheden og en lang karrieres oplevelser i erindringen at tage med ind til den ventende bruser og de tomme bænke.
Kenneth Carlsen har slået sin sidste professionelle bold, og det er næsten ikke til at bære.

Det har på alle måder været en dag som ingen anden. En dag, som har ageret altoverskyggende pejlepunkt i Kenneth Carlsens liv, lige siden han d. 27. juni annoncerede sin snarlige pension på et pressemøde i barndomsklubben Kløvermarken. Også dengang overmandede følelserne den letpåvirkelige fyr med de imødekommende øjne og den altid ydmyge adfærd.

Kolding skulle være stedet, hvor 15 år på tennismæssigt absolut topplan ville finde sin afslutning. På den ene eller den anden måde. Foran det hjemlige publikum, som Kenneth altid har værdsat så meget – og som har værdsat ham. På dansk grund skulle det slutte, for sådan ville det føles rigtigt.

Siden den dag i juni har karrieren været på pause – frem til i dag. Afventende den afsked, som var så svær at beslutte, men som alligevel ikke var langt væk, efterhånden som Kenneth ikke længere kunne forene sin sportslige perfektionisme med vigende form og resultatmæssige skuffelser.
Der var ikke mere, som skulle nås, og ikke flere titler, som skulle i hus. Tilbage var kun muligheden for at give og få den rette finale.

US Open blev Carlsens sidste Grand Slam, og Stockholm Open fik rollen som sidste ATP-stop i karrieren. Challengeren i Kolding skulle være punktum. Definitivt. Ingen åbne spørgsmål her – den absolut sidste tur i manegen.

Fra turneringen startede har ingen været i tvivl om, hvad det her egentlig handlede om. Naturligvis vil en spiller stå med pokalen og titlen, og der vil være fokus på specielt de andre danske spilleres præstationer, op- og nedture. Men i sidste ende handlede Challengeren i Kolding kun om én ting. Kenneth Carlsen.

TV2 har hele ugen haft et kamerahold fra ”Lige på og Sport” i hælene på Kenneth, og opmærksomheden omkring Carlsen lå på et niveau, som den lidt sky tennisprof slet ikke er vant til. Eller sædvanligvis bekvem ved.
På dagen hvor det hele kunne slutte, fik Kenneth Carlsen al den opmærksomhed, som hans sportslige meritter altid har berettiget men ikke altid blevet til dels.

Kampen mod tyske Björn Phau gik, som man kunne frygte. For reelt blev Kenneth tennis-pensionist i juni – længe før Kolding. Beslutningen har været truffet så længe, at det næsten ikke kunne være anderledes, men det var heller ikke derfor, Kenneth var i Kolding.
Kenneth Carlsen var i Kolding, fordi vi ville have ham her, og fordi Kenneth ville være her. En stiltiende forståelse af, at farvel skal siges ordentligt.

Det stående bifald efter kampen var dét, vi alle var der for. Forløsningen på en karriere – og en taknemmelighed over en af de flotteste ambassadører for dansk sport nogensinde.
Sekunder blev til minutter, og ingen satte sig, mens det taktfast tordnede ned mod Kenneth, som med stadigt mere fugtige øjne måtte op og stå talrige gange for at bukke, klappe og vinke. Næppe en eneste lagde mærke til, at Björn Phau forlod hallen som vinder.

Bifaldet fortsatte præcis så længe, at det var umuligt ikke at smile, og netop som al fornuft og intuition sagde, at det burde slutte, så fortsatte det med fornyet og kuldegysnings-fremkaldende styrke. Den der helt specielle kuldegysning, hvor man bare er fjoget smilende glad for at være til stede. Og hvor Kenneth ikke var den eneste med en klump i halsen.

I mikrofonen takkede Kenneth Carlsen grådkvalt det publikum, han altid har værdsat så højt. Lettelsen, skuffelsen, glæden og taknemmeligheden tumlede rundt mellem tårer og smil, mens han forsøgte at sætte ord på en hel karriere summet op i en følelse. En umulig opgave, som ikke blev gjort lettere af nye spontane klapsalver.
Med stadigt stigende grøde i stemmen fik Kenneth takket forældrene, sin kæreste Trine, publikum og det formelle idrætsdanmark.

Fine folk i jakkesæt og slips stod i kø for at overdrager blomster og gaver – Dansk Tennis Forbund, Kolding Kommune og Team Danmark var alle forbi og trykke hånd og dele flotte ord ud. Ord som tydeligvis ramte Kenneth lige i hjertet.
Måske den bedste afskedssalut leverede formand for Team Danmark, Carl Holst, da han på vegne af Team Danmark sagde Kenneth tak for en karriere, som har gjort mere for dansk sport og tennis i særdeleshed, end nogen kan måle:
”Jeg synes, at mange har overset det sportslige format, der har ligget til grund for, at du har ligget i toppen af en idrætsgren så internationalt bredt funderet og med så hård en konkurrence.”

Og pludselig er det ovre. I gangen uden for omklædningsrummene under tribunen.
De sidste journalister er listet af med blokken fuld af følelser og en deadline, der skal overholdes, inden næste opgave og begivenhed venter.
Kenneth har tålmodigt gentaget sine udleveringer direkte fra hjertet til alle de tilstedeværende medier et efter et, og nu er den sidste spot slukket.

Som om det at gå ind i omklædningsrummet for sidste gang er for endegyldig en handling og tiden på gangen blandt boldbørn og officials kan udskyde det uundgåelige bare en lille stund endnu, tripper Kenneth Carlsen lidt frem og tilbage for sig selv.
Til sidst tager han en dyb indånding, kaster det sidste svedbånd hen til de glædesstrålende boldbørn og lukker døren til det tomme omklædningsrum bag sig.

Tilbage på gangen er kun en pludselig stilhed og de to TV2-folk fra ”Lige på og Sport”, som venter et øjeblik, inden de vil gå ind for at lave de billeder af Kenneth, som skal agere afslutning på deres indslag om Carlsens sidste tur i manegen.
Kameramanden justerer kameraet på skulderen en sidste gang og journalist og redaktør på ”Lige på og Sport”, Mette Maltesen, tørrer en absolut ikke ensom tåre væk fra øjenkrogen.


Torsdagens program

Der er lagt op til den helt store danskerdag torsdag ved Challengeren i Kolding, når der torsdag blændes op for anden runde i singleturneringen og kvartfinalerne i double.

Fra dagens start kl. 14.00 lægger centre court gulv til Frederik Løchte Nielsens møde med østrigske Alexander Peya, og det ligner på forhånd et brag af en kamp. Frederik imponerede stort i sin første kamp mod russiske Denis Matsukevitch, som blev besejret med 6-4, 6-1, og østrigske Peya kommer til Kolding med en fornem rangering som nr. 160 i verden – og en rekordliste, der tæller ikke færre end 22 Challenger-titler.
Begge spillere har fordel af det hurtige underlag, og der er ingen tvivl om at Frederik får sin sag for mod den aggressivt spillende østriger med det stort anlagte flugt-spil.

Efter Frederiks kamp får publikum atter lejlighed til at nyde turneringens vel nok hidtil mest velspillende titelaspirant, luxembourgske Gilles Müller, når han går på banen mod Kenneth Carlsens overmand, Björn Phau. Müller må lige nu sammen med Kristian Pless regnes som turneringens absolutte favorit, og hans sejr over Martin Pedersen i første runde gjorde absolut intet for at formindske den favoritværdighed. Hans talent og evner hører så absolut til langt inde i Top100, og tyske Björn Phau skal finde noget helt exceptionelt frem af posen for at stå imod Müllers komplette spil.

Aftenens program indledes allerede 17.30, og det sker med to dansker-kampe på samme tid, når der sideløbende spilles doubler på både centre court og Bane1.
Kvartfinalerne byder på Frederik Løchte Nielsen og Rasmus Nørbys opgør mod de første-seedede hollændere Smit og Van Haasteren, og på Bane1 tager Martin Pedersen og hans hollandske makker, Michel Koning kampen op med de anden-seedede Petzschner og Peya.

Dagen afsluttes med en rigtig dansker-godbid, når Kristian Pless på centre court fortsætter sin vej mod finalen mod tjekkiske Jan Mertl. Første-seedede Pless skal dog ikke forvente en walk-over mod tjekken, for Mertl viste fremragende spil, da han udraderede tyske Bastian Knittel.


Pless og Levy i doublesemifinale

Det synes at køre på skinner for Kristian Pless i årets udgave af Købstædernes ATP Challenger. I single holdt han kamppause, til gengæld benyttede han onsdagen til at spille sig i semifinalen i double sammen med sin israelske makker Harel Levy.

Modstanderne var det russiske par Pavel Chekov og Michail Elgin, og det bed ganske godt fra sig. Efter et tæt første sæt, der gik til Pless/Levy efter tiebreak, var det russerne, der snuppede andet sæt også efter tiebreak. Ikke overraskende, eftersom alle parter var godt servende.

Dermed skulle kampen afgøres i match tiebreak – en tiebreak, der spilles til ti. Her fik den dansk/israelske konstellation hurtigt bragt sig så solidt foran, at der ikke skete det store ved, at russerne fik et par mini-breaks mod slutningen. I sidste ende kom sejrscifrene til at lyde på 7-6, 6-7, 10-8.  

For Kristian Pless venter der torsdag andenrundeopgøret mod Jan Mertl, mens makkeren Harel Levy allerede onsdag spillede sig i kvartfinalen ved at eliminere sidste års finalist, den 3. seedede Raemon Sluiter.


Martin oppe mod overmagten

Der skal være forskel på en spiller, som ret beset er fast mand i top 100, og så en spiller, som netop er brudt ind i top 400. Alene de omkring 300 pladser indikerer en vis forskel i styrke.
Den forskel var til at få øje på, da danske Martin Pedersen i dag jagtede sensationen i sin kamp mod luxembourgske Gilles Müller.

For Gilles Müller, som desværre måtte melde afbud her til Kolding sidste år på grund af en skade, havde ingen intentioner om at forære hjemmepublikummet en overraskende dansker-sejr. Fra første bold var Müller fokuseret og skarp, og inden nogen rigtig havde set sig om, første den luxembourgske tennisstjerne med 3-0 efter to usvigeligt sikre egne servepartier og et klart brud af Martin Pedersens serv.

Derfra var sættets udvikling egentlig uundgåelig, og uden at være truet i egen serv cruisede en særdeles velspillende og afslappet Gilles Müller til 6-3.
Martin server godt nok til ikke at blive brudt i flæng, og specielt hans førsteserv har tyngde og giftighed nok til at udgøre et markant våben. Så længe førsteserven kom ind, var der derfor ingen problemer. De opstod først, når der skulle serves andenserver, for så var Martin reelt prisgivet. Müller returnerer simpelthen for godt til at lade den slags chancer passere.

Omvendt havde Martin Pedersen på dagen ikke remedierne til at true sin modstander på serven. Faktisk var det aldrig for alvor tæt på, at Martin formåede at bryde tilbage – til trods for periodevis fremragende spil, som satte den tidligere nr. 59 i verden under hårdt pres. Müller server fremragende, og hans grundspil er så giftigt, at selv hvis modstanderen får bolden i spil, så er den opfølgende vinder aldrig langt væk.

Det blev udslagsgivende i første sæt, hvor et enkelt brud var nok, og det blev i endnu højere grad udslagsgivende i andet sæt, hvor Gilles Müller atter gik ud og brød Martin i første serveparti, inden han – ganske som i første sæt – satte autopiloten på.
Martin gjorde sit til at presse på for en vending af kampen, og den danske højdespringer på verdensranglisten fik leveret talrige prøver på sit store talent og fantastiske evner, men på en dag, hvor han var oppe mod en bedre spiller, som spillede stort set fejlfrit, var det en umulig opgave.

Slutcifrene 6-3, 6-3 dækker over en koncentreret og rutineret indsats af turneringens muligvis bedste spiller hidtil, Gilles Müller, og selv om Martin Pedersen i rask trav forlod banen efter sit nederlag med skuffelsen lysende ud alle kropsbevægelser, så har han nu ikke megen grund til at ærgre sig. I dag var han oppe mod en bedre spiller, som spillede med en klasse, Martin endnu ikke er nået op i. Og så taber man – det er der ikke den fjerneste skam i.

Gilles Müller skal i morgen møde vinderen af den længe imødesete kamp mellem Kenneth Carlsen og tyske Björn Phau, som her til aften afvikles på Centrecourt.


Frederik Løchte og Rasmus Nørby videre uden problemer

Den danske double Frederik Løchte Nielsen og Rasmus Nørby nærmest cruisede igennem til anden runde med sejr på 6-2, 6-2 over Michal Przysiezny fra Polen og Jan Mertl fra Tjekkiet.

Mest bemærkelsesværdigt var det egentlig, at begge par tabte deres første serveparti i kampen, men efter det wake up-call tog danskerne kontrollen med opgøret.

Det stod hurtigt klart, at de var minimum en klasse bedre end modstanderne, og selv om der skulle en netruller til i andet sæt ved stillingen 2-1 for at bevare føringen, var der aldrig tvivl om udfaldet. Dertil var den fasttømrede danske konstellantion ganske enkelt for stærke.

I næste runde bliver det formentlig en ganske anden sag, når Løchte/Nørby møder de topseedede hollændere Jasper Smit og Martijn van Haasteren.


Pless videre efter fantastisk kamp

I dét, som uden sammenligning er turneringens hidtil bedste match, lykkedes det her til aften for den første-seedede Kristian Pless at spille sig videre til anden runde på bekostning af tyske Philipp Petzschner.

Kampen mellem de to udviklede sig fra første bold til en indædt dyst mellem to virkeligt gode servere med kraftfuldt grundspil og eminent boldkontrol. Flugtninger, stopbolde, passérslag og delikate vindere føg gennem luften, og der er ingen tvivl om, at de to spillere på banen leverede de to bedste præstationer foreløbig i denne turnering.

23-årige Petzschner, som netop kommer til Kolding med sin første Challenger-titel i bagagen fra sidste uge i franske Rennes, havde tydeligvis masser af selvtillid, og det er da også svært helt at argumentere for det ubetinget retfærdige i, at første sæt gik til Kristian Pless med 6-4.
For gennem hele sættet vinder Kristian faktisk blot fem point i sin modstanders serv. Fire af disse vinder han så i ét og samme parti, og det var nok til sættets eneste break.

Retfærdigvis skal det siges, at den iltre tysker hurtigt spolerede det for sig selv og sin rytme, da han efter Pless’ break til 3-1 bliver – efter sin egen mening – bortdømt på en egen breakbold i det efterfølgende parti. Den dom fik tyskeren helt op i det røde felt, men efter først at have givet dommeren fingeren og derpå indkasseret en advarsel for at bede selv samme dommer kysse sig et vist sted, spillede han sig hurtigt op igen, og Pless var efterfølgende ikke i nærheden af et point i tyskerens serv resten af sættet.
Men da Petzschner heller ikke formåede at udnytte endnu en 40-40 stilling i Pless’ serv til det udlignende break, gik det, som det gjorde.

Andet sæt blev ikke mindre velspillet end det første, men til gengæld blev det langt mere intenst og afvekslende i kraft af at de to velspillende kombattanter nu havde afluret hinanden serverne.
Ved stillingen 2-2 var det Pless, som først fik has på returneringerne og brød til 3-2, men i det direkte efterfølgende parti gentog Petzschner så kunststykket og brød tilbage.

Af en eller anden grund kunne den unge – og lige vel iltre – tysker dog ikke slippe sin generelle surhed på dommeren, linjedommerne, boldbørnene, lyset og gulvet – ja faktisk alt andet end sig selv. Og da endnu en linje-kysser af et passérslag føg forbi tyskeren ved stillingen 3-3 og 15-15 var det faktisk som om, Petzschner besluttede sig for at nu kunne det hele også være lige meget. Resten af partiet spillede han skødesløst og surmulende, mens tyske skældsord rendte af ham i en lind strøm.
Bruddet til Pless lå i luften, og det kom da også efter to tyske dobbeltfejl i streg i partiet, hvorefter den danske 95’er i verden hurtigt øgede til 5-3.

Og pludselig gad den indlysende talentfulde tysker godt igen. Tre hurtige serveesser og en bombe til, som Pless blot fik ketsjeren på, gjorde det til 5-4 i dansk favør, og inden publikum kunne nå at tænke på matchbold, stod Petzschner med to breakpoints i Pless serv ved 40-15.
Men så er der jo heldigvis noget, der hedder rutine. To gode server og et knivskarpt passérslag, og så stod det lige, inden Pless med endnu to velspillede point kunne strække armene i vejret som vinder til publikums store jubel.

Selv vidste Pless dog godt efter kampen, at specielt første sæt havde været på vippen:
”Jeg var godt presset i.  hele første sæt – selv efter at jeg var kommet op med et break. Han server virkelig godt, og det var svært at komme til noget i hans servepartier. Men generelt spillede jeg en god kamp, vil jeg sige. Det her underlag er meget hurtigt, og det er godt at serve på. Det er så også meget svært at breake på, så man må tage de chancer, man kan få, og det synes jeg, at jeg gjorde i dag.”

Om Pless nu som første-seedet – og efter en kamp, som kan vise sig at have budt på en af turneringens ellers skarpeste dueller – er storfavorit til at løbe med titlen, er han ikke selv meget for at stå ved:
”Det er svært at tale om favoritter netop på det her hurtige underlag, for i så stærk en turnering kan alle slå alle. Men jeg er glad for at have første kamp overstået – den er altid lidt nervøs.”

I næste runde venter nu tjekkiske Jan Mertl, som i sin første kamp gjorde det af med tyske Bastian Knittel.


Masser af danskere på onsdagens program

Samtlige danskere i hovedturneringen kommer i aktion på tredjedagen af Købstædernes ATP Challenger. De første bliver doublen Frederik Løchte Nielsen og Rasmus Nørby, der skal møde den tjekkisk/polske konstellation Jan Mertl og Michal Przysiezny. Det møde er anden kamp efter kl. 14.00. Forinden har 3. seedede Raemon Sluiter fra Holland og israelske Harel Levy afgjort deres andenrundeopgør.

Derefter bliver det Martin Pedersens tur til i sin førsterundekamp at prøve kræfter med en af verdens bedste i form af 4. seedede Gilles Müller fra Luxemboug. Den kamp begynder tidligst kl. 17.00.

To timer senere – altså tidligst kl. 19.00 - tager Kenneth Carlsen efter et længere tilløb hul på sin sidste turnering i en 15 år lang karriere, men forhåbentlig bliver mødet med tyske Björn Phau ikke ensbetydende med den sidste kamp i karrieren.

Programmet på Centre Court afsluttes med endnu en single mellen Yeu-Tzuoo Want fra Taiwan og Michael Ryderstedt fra Sverige.

På bane 1 er det Kristian Pless og hans dobbeltmakker, den førnævnte Harel Levy, der skal forsøge at spille sig videre fra anden runde mod det russiske par Pavel Chekhov og Michail Elgin.


Overbevisende sejr til Frederik Løchte

Efter et par forgæves forsøg lykkedes det tirsdag aften for Frederik Løchte Nielsen at vinde sin første singlesejr på Købstædernes ATP Challenger, og da det først skete, skete det med maner.

6-4, 6-1 kom de overbevisende sejrscifre over russiske Denis Matsukevitch, der havde spillet sig ind i hovedturneringen via kvalifikationen, til at lyde på, hvilket glimrende afspejler glimrende kampens udvikling. I første sæt skulle parterne lige bruge et par partier til at føle hinanden på tænderne, men allerede i fjerde parti havde Løchte den første breakbold, og to partier senere havde han endnu to styk, uden at det dog lykkedes at konvertere dem. Foran 5-4 bød muligheden sig imidlertid for sæstsejr i Matsukevitch' serv, og skønt den første sætbold blev misset, holdt Løchte hovedet koldt og udnyttede flot den anden i et langt parti.

Anderledes styr var der over tingene i andet sæt, som Løchte satte sig på fra det øjeblik, han fik brudt russeren til 2-0. Derfra var der i princippet kun én spiller på banen, og efter blot 18 minutter var det overstået.

"Jeg havde på forhånd frygtet ham lidt, fordi jeg ikke vidste, hvordan han spillede. Men da jeg først fik fat, gik det meget godt, og jeg er utroligt tilfreds med at vinde. Det er min ottende sejr i træk, og min første sejr i Kolding. Det giver selvtillid," konstaterede en glad Frederik Løchte Nielsen, der som nummer 469 er rangeret 78 pladser dårligere end Matsukevitch og med i turneringen på et wilid card.

Så sent som i lørdags vandt den 24-årige dansker finalen i en 15.000 dollar future-turnering i England og fortsatte altså i Kolding de gode takter. Dermed levede han også op til noget af det pres, sportschef Johan Sjören på forhånd havde lagt på de danske Davis Cup-spillere ved at udtale til Tennisavisen, at det efterhånden var rimeligt at forvente, at de også begyndte at vinde kampe i Købstædernes ATP Challenger.

"Det er kun naturligt, at der kommer et vist pres. Vi vil alle gerne højere op på verdensranglisten, og så kan vi jo ikke år efter år blive ved med at brokke os over dårlig lodtrækning," lød det fra Frederik Løchte.

Han møder i næste runde den 8. seedede østriger Alexander Peya.


Schuettler bombet ud af Kolding

Overraskelserne fortsætter i 1. runder her i Kolding, hvor et af turneringens største navne, forhåndsfavoritten Rainer Schüttler fra Tyskland, netop har måttet se sig slået af hollandske Peter Wessels.

En tydeligt halvsløj Schüttler kæmpede ellers for sagen, og i glimt var det let at se, at der her er tale om en spiller, som retmæssigt hører hjemme blandt verdens 20-30 bedste. Passérslag af en kvalitet, vi ikke hidtil har set her i Kolding, og en spilforståelse på meget højt niveau fik talrige gange publikum op af stolene.

Men det er nu engang svært at vinde en tenniskamp, når man stort set aldrig kommer i nærheden af modstanderens serv. Og det gjorde Schüttler absolut ikke.
Tårnhøje Peter Wessels (195 cm., red.) server regulære præcisions-missiler, og gennem hele kampen formåede tyske Rainer blot at slide sig til et enkelt breakpoint – som blev afværget på endnu et hollandsk es.

Samtidig med at Schüttler havde det meget svært i Wessels serv, så fik han heller ikke sin egen til at køre. Stort set hvert eneste modtager-parti hentede Wessels point, og det var kun et spørgsmål om tid, før filmen ville knække for tyskeren.
Første sæt formåede Schüttler at få i tie-break, hvor han dog var chanceløs med 7-2, men i andet sæt gik det så galt ved stillingen 3-2 til Wessels, hvor Schüttler endelig måtte se sig brudt.

Uden for alvor at have været i nærheden af at bryde Wessels serv, var det en opgivende tysker, som efter bruddet reelt gav op. Rent serveparti til Wessels, og derpå endnu et brud cementerede sejren på 7-6, 6-2, og Peter Wessels er nu klar til at møde kvalifikations-overraskelsen Thomas Schoeck i 2. runde. Server Wessels videre som i dag, ligner han en ustoppelig mand.


Overraskelsernes tirsdag

Første runde i singleturneringen er for alvor sat i gang her tirsdag, og de første store overraskelser har allerede indfundet sig.

I dagens første kamp på centrecourt tog canadiske Frederic Niemeyer sig ikke meget af rangeringsforskel og manglende seedning i sin kamp mod pakistanske Aisam-Ul-Haq Qureshi.
Qureshi, som sidste år her i Kolding imponerede alt og alle med tekniske lækkerier og fantastiske bevægelsesmønstre på banen, fik reelt aldrig et ben til jorden mod den formstærke canadier.

En uhyggelig tung serv og knivskarpt spil efterlod Qureshi halsende efter gennem hele kampen, og sætcifrene på 6-3, 7-6 til canadieren var faktisk nådigt sluppet.
I næste runde står menuen nu på enten den hollandske kvalifikationsspiller, Michel Koning, eller polske Michal Przysiezny.

Niemeyers sejr over Qureshi viste dog sig hurtigt ikke at være den eneste større overraskelse i posen fra tirsdagens begyndelse. Ganske vist levede Yeu-Tzuoo Wang fra Taiwan op til sin seedning som nr. 5 og besejrede schweiziske Michael Lammer i to hurtige sæt, og tjekkiske Jan Mertl gjorde ligeså kort proces med den tyske kval-spiller Bastian Knittel.

Men i dagens anden kamp på centrecourt fik publikum så atter en underdog at heppe hjem til sejr.
Kval-spilleren, Thomas Schoeck fra Tyskland, var på forhånd ikke levnet mange chancer mod græske Konstantinos Economidis. Schoecks rangering som 994 på verdensranglisten lignede barnemad for den græske 173 i verden, men det lod Schoeck sig overhovedet ikke påvirke af.

Den klejne tysker tog hurtigt første sæt med 6-4, inden den græske storfavorit fik kæmpet sig tilbage i kampen og hentede det andet sæt med 6-3. Og så lignede det en sang, vi kender. Favoritten lader sig overraske i det første sæt men vender knusende tilbage og tager de næste to i overlegen stil.

Sådan gik det bare ikke. Economidis fik ikke knækket Schoeck, og på et fremragende passérslag afgjorde Schoeck kampen på sin første matchbold i grækerens serv ved 6-5 i tredje sæt.
I næste runde møder Schoeck nu formentlig landsmanden Rainer Schüttler, om ikke bør få overvældende vanskeligheder ved senere i dag at overvinde hollandske Peter Wessels.


Pless og Levy rutineret videre

Det var i udpræget grad rutinens sejr over ungdommens gå-på-mod, da mandagens sene double blev afgjort i et opgør med dansk deltagelse på begge sider af nettet.

På den ene side stod Kristian Pless og hans rutinerede israelske makker, double-specialisten Harel Levy med den fantastiske placeringsevne – tilsammen repræsenterende 20 Challenger- og ATP-titler. På den anden side stod danske Søren Wedege og finske Juho Paukku – tilsammen 39 år og med spredt Future-erfaring.
Det kunne ses på spillet – ganske som forventet.

For det blev rutinens sejr over ungdommen. Pless og Levy spillede tungt, solidt og uden antydningen af dikkedarer. Ikke noget overilet her – ind på banen, ordne sagerne, ud i bad. Helst uden alt for megen fysisk aktivitet. Super effektivt, temmelig kynisk og helt igennem forståeligt.
Pless og Levy leverede ikke de spektakulære vindere. Dem lod de Wedege og Paukku om. Det gjorde de så til gengæld også med fejlene.

For fejl var der for mange af. Lige som det stort set var en vinder fra de to unge, der hver gang fik publikum til at bryde ud i klapsalver, så var det også de absolutte smuttere fra de unge, som fik småfnis og dæmpet latter med på vejen.

Wedege spillede godt – gode passérslag og fremragende flugtninger – og ranglede finske Paukku med den knaldhårde serv gjorde også sit til at holde knøsene inde i kampen. Men det var ikke overraskende, at der lige præcis skulle et break til i hvert sæt for at Pless og Levy kunne cruise sejren hjem på en hel del autopilot.

To gange – en i hvert sæt – brød de Søren Wedege, og da de selv kun tillod Wedege og Paukku en enkelt breakmulighed, som blev misset, var der aldrig tvivl om sejren.
6-3 og 6-4 lød de endelige cifre på i en kamp, som både Wedege og Paukku har stor ære af – og som viste et velspillende par i Pless og Levy, som med de mindst to gear mere, de utvivlsomt har i sig, fremstår som oplagte finalekandidater.


Serven blev hans skæbne

Rasmus Nørby, der i denne uge er nummer 539 på verdensranglisten, var på papiret ikke levnet mange chancer i sin førsterundekamp mod 7. seedede Lukas Lacko fra Slovakiet, der ligger nummer 155. Så meget desto mere opmuntrende var det, at han trods et tidligt break i første sæt formåede at få brudt tilbage og rent faktisk lignede en, der havde gode chancer for også at vinde sættet. – Det var indtil 4-4. I næste parti faldt Nørbys ellers glimrende serv fuldstændigt fra hinanden og på partiets anden breakbold måtte han give fortabt efter at have leveret ikke færre end fire dobbeltfejl.

Billedet gentog sig nærmest i andet sæt. Her holdt spillerne dog serv frem til 5-5, hvorefter Nørbys serv igen svigtede ham. Denne gang overlevede han i første omgang to breakbolde blot for at levere to dobbeltfejl i træk, og så var den kamp ligesom forbi. Til sidst lyste resultattavlen med 6-4, 7-5 til Lacko.

"Jeg spiller to katastrofepartier – et i slutningen af hvert sæt, og det koster mig kampen. Jeg er skuffet," lød det fra Nørby, hvis ansigtsudtryk ikke lod nogen tvivl om rigtigheden af udsagnet tilbage.

"Det er meget mentalt. Jeg kommer til at tvivle på nogle ting, som jeg ellers kan. Jeg har desværre før haft perioder, hvor serven ikke kører, men ikke så slemt som det her. Det er svært at beskrive, hvad det er, der sker, men følelsen er der bare ikke," forklarede en frustreret Rasmus Nørby

At han var frustreret, var helt forståeligt, for Nørby var på intet tidspunkt udspillet. Men serven blev hans skæbne.


Første dansker videre i double

Martin Pedersen blev mandag eftermiddag første dansker, der spillede sig videre til anden runde i Købstædernes ATP Challenger. I denne kamp var det i fint samarbejde med den hollandske doublemakker Michel Koning.

Det er godt nok første gang, de to spiller sammen, men det dansk/hollandske par kunne modstanderne, græske Konstantinos Economidos og russiske Denis Matsukevitch, ikke rigtig gøre noget ved.

I første sæt faldt forafgørelsen, da Pedersen/Koning havde brudt til 5-3, hvorfra Koning uden problemer serve sættet hjem. Nogenlunde samme billede tegnede sig i andet sæt. Pedersen/Koning brød til 4-3, hvorfra begge par holdt serv, hvilket slutteligt betød sejr til den dansk/hollandske double med 6-4.

Tidligere på dagen havde både Michel Koning og Denis Matsukevitch spillet sig ind i hovedturneringen ved at vinde deres respektive kvalfinale. For sidstnævnte bliver næste opgave 1. runde i single tirsdag mod Frederik Løchte Nielsen, mens Koning møder polske Michal Przysiezny. For Martin Pedersen bliver onsdag hans første optræden i single mod Gilles Müller, mens Economidos skal spille mod Thomas Schoeck.


Tidlig start tirsdag

I morgen, tirsdag, er der tennis for de formiddagsfriske, når der allerede fra 11.00 er toptennis i Bramdrupdam Hallerne. På grund af Players Evening rykkes programmet denne ene dag frem, så spillerne har mulighed for at deltage i det sociale arrangement, hvor Kolding Kommune og arrangørerne om aftenen er vært ved en gallamiddag.

Det betyder, at der er gang i boldene allerede fra 11.00, hvor både femte-seedede Yeu-Tzuoo Wang og sjette-seedede Aisam-Ul-Haq Qureshi er i aktion. Senere på dagen bliver der så lejlighed til at se den anden-seedede tysker – og en af turneringens klare forhåndsfavoritter – Rainer Schüttler i kamp mod hollandske Peter Wessels. Den kamp forventes at begynde ud på eftermiddagen omkring 14.30.

Og så er der ellers dømt kræs for de danske tennisfans, når klokken bliver 17.00, for der går først Frederik Løchte Nielsen på banen mod kvalifikationsspilleren Denis Matsukevitch fra Rusland, og senere – klokken 19.00 – runder første seedede Kristian Pless programmet af kl. 19.00 med sin kamp mod tyske Philipp Petzschner. En kamp, som kan blive den helt store oplevelse, for Kristian får utvivlsom kam til sit hår af tyskeren, som netop kommer fra sin første Challenger-titel i karrieren.



Nørby lægger ud


Rasmus Nørby bliver første dansker i aktion i single i årets udgave af Købstædernes ATP Challenger. Nørby er sat til at spille sin 1. rundekamp mod 7. seedede Lukas Lacko mandag aften tidligst kl. 19.00 og skal nok få sin sag for mod den 19-årige slovak. Sidste år var den meget talentfulde Lacko faktisk tæt på at sende Kristian Pless ud i anden runde, men Pless fik hevet sejren hjem i tredje og afgørende sæt.

Omvendt er Rasmus Nørby også inde i en periode, hvor han føler sig rigtig godt
spillende og kan mærke, at nogle af de ting, han har arbejdet på til træning
begynder at give pote også i kampsituationer.

Inden Rasmus Nørby går på banen har Martin Pedersen sammen med sin doublemakker Michel Koning imidlertid været i kamp mod Konstantinos Economidis og Denis Matsukevitch. Efter Rasmus Nørbys kamp er der igen danskere på banen i double, når Kristian Pless sammen med israelske Harel Levy skal møde Søren Wedege og hans finske makker Juho Paukko. Pless og Levy er 3. seedede i doubleturneringen.

Tirsdag bliver det Kristian Pless og Frederik Løchte Nielsens tur til at spille
single. Tidspunktet for de to spilleres kampe er endnu ikke endeligt fastlagt,
men det er overvejende sandsynligt, at Kristian Pless kommer til at spille
tirsdag aften kl. 19.

I single, hvor Kristian Pless er topseseedet, hedder førsterundeopgaven Philipp
Petzschner. Tyskeren kommer direkte fra en finale i franske Rennes mod Gilles
Müller. Det vidner i sig selv om, at Petzschner er i form, og Pless vurderer,
at tyskeren er den stærkeste af de ikke-seedede spillere i turneringen. Til
gengæld kan Pless håbe på at have en fordel i at have trænet meget mere på
underlaget i Kolding, der af alle betegnes ikke bare som meget hurtigt men også
som ret tricky, og det er også kun et par uger siden, Kristian Pless spillede
sig i finalen i en challenger-turnering i Grenoble.

Onsdag bliver det så Kenneth Carlsen, der tager hul på karrierens sidste
turnering, og her skulle det stå rimeligt fast, at Carlsen spiller første kamp
på aftenprogrammet, der begynder kl. 19. Kampprogrammet for onsdag offentliggøres tirsdag aften her på hjemmesiden. Om det bliver karrierens sidste
optræden på højeste niveau, vil tiden vise, men den danske veteran kommer i
hvert fald på en vanskelig opgave mod den tyske hurtigløber Björn Phau.

Sidste dansker i førsterunde-single, Martin Pedersen, kommer også i kamp
onsdag, men det er endnu ikke besluttet, hvornår på dagen, opgøret mod 4.
seedede Gilles Müller spilles.



Carlsen og Pless mod tyske førsterunde-modstandere
13. oktber 2007


Både Kenneth Carlsen og Kristian Pless skal overvinde tyske modstandere, hvis de skal videre til anden runde af Købstædernes ATP Challenger, der begynder mandag. Det blev udfaldet af dagens lodtrækning, der parrede Kenneth Carlsen med Björn Phau og topseedede Kristian Pless med Philipp Petzschner.

For Kenneth Carlsen bliver det som bekendt karrierens sidste turnering, men det prøver han ihærdigt at lade som om ikke er tilfældet.

”Siden jeg meldte ud, at jeg spiller min sidste turnering her, har det nærmest været en lang venten på Kolding. Og fordi det er noget særligt, prøver jeg på at gøre det så lidt særligt som muligt.

Jeg kan ikke vide, hvilke dele af følelsesregistret, jeg kommer ud i, men jeg prøver at gøre det til en turnering som alle andre og vil forsøge at koncentrere mig om at nyde, at det er sidste uge, jeg skal træne målrettet og at det er sidste gang, jeg skal yde mit maksimale. Jeg skal bare sørge for at nyde, at jeg spiller min sidste turnering, for efter dette bliver det aldrig det samme igen,” siger Kenneth Carlsen med et smil.

I sidste uge blev det til en slags generalprøvefarvel, da han i Stockholm Open kom ind i hovedturneringen som lucky loser. ”Ved matchbolden (mod Michael Ryderstedt, red.) fandt jeg pludselig ud af, at det var min sidste ATP-turnering og at det formentlig var den sidste bold, jeg slog på det niveau,” fortæller Carlsen.

Det blev det, men spillemæssigt kunne han mærke fremgang fra forrige uges indsats i kvalifikationen til ATP-turneringen i Metz, og den fremgang håber den 34-årige veteran at kunne tage med sig ind i Købstædernes ATP Challenger.

”Jeg fik tre kampe i Stockholm (to i kvalifikationen plus en i hovedturneringen) og spillede langt bedre der end i Metz,” vurderer Carlsen, der dog ikke ligefrem jubler ved udsigten til et møde med Björn Phau.

”Han er en lille spiller med en rigtig god baghånd og så er han fantastisk hurtig. Det er absolut ikke nogen let modstander,” konstaterer Carlsen, der har mødt Phau tre gange. I den statistik fører tyskeren med 2-1.

For topseedede Kristian Pless er der tale om et første møde med Philipp Petzschner. På papiret ser opgaven rimelig ud, men man skal ikke tage fejl af Petzschner, der som nummer 202 nok er 108 pladser lavere placeret end Pless på verdensranglisten, men meldes godt spillende for tiden og så sent som i september måneds Davis Cup-semifinale erstattede Tommy Haas i den sidste single mellem Tyskland og Rusland. Her blev det til et fire-sæts nederlag til Michael Youzhny. Omvendt er det blot et par uger siden, Pless spillede sig i finalen i challenger-turneringen i Grenoble.

For to af de andre danske deltagere venter møder mod seedede spillere. Martin Pedersen skal op mod 4. seedede Gilles Müller fra Luxembourg, mens Rasmus Nørby møder 7. seedede Lukas Lacko fra Slovakiet. Den sidste danske deltager, Frederik Løchte Nielsen, der i dag har vundet en 15.000 dollar future-turnering i England, skal i sin førsterundekamp møde en kvalifikationsspiller.


Pedersen og Nørby mod seedede spillere
13. oktober 2007

Martin Pedersen og Rasmus Nørby fik ikke ligefrem en drømmelodtrækning til
Købstædernes ATP Challenger, da lykkens gudinde parrede dem begge med seedede spillere i første runde. Martin Pedersen, verdensranglistens nummer 398, skal møde 4. seedede Gilles Müller fra Luxembourg, der er rangeret 145, mens Rasmus Nørby, rangeret 538, skal op mod den 7. seedede slovak Lukas Lacko, rangeret 157.

”Men det er næsten ligegyldigt, hvem man møder, for det er altså svært at få en
god lodtrækning her,” som Martin Pedersen tørt konstaterer med henvisning til,
at alle spillere direkte i hovedturneringen er langt højere rangerede end både
ham og Rasmus Nørby. For begges vedkommende gælder, at de er med på wild cards.

Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at de bare har tænkt sig at lægge sig
ned – heller ikke selv om modstanden på papiret kan virke afskrækkende.

”Jeg må bare give mit bedste. Jeg ved, han server godt og har ligget højt på
verdensranglisten (59, red.), og hans bundniveau er nok højere end mit, men
hvis jeg er på toppen og han ikke er det, har jeg en realistisk chance,” lyder
vurderingen fra Martin Pedersen, der efter en lang grussæson ser frem til at
spille på hard court igen.

Også Rasmus Nørby befinder sig godt på hurtige underlag og har på det seneste
følt sig rigtig godt spillende. Det kan også aflæses af hans rangering, som er
den hidtil højeste i karrieren. Mod Lacko er han imidlertid klar ”underdog”.

”Jeg så ham spille mod Kristian Pless sidste år og ved, at han er
bagliniespiller, men jeg skal bare fokusere på mit eget spil og så se, hvor
langt det rækker,” siger Rasmus Nørby, der især glæder sig over, at han ikke
endte mod en af de andre danskere i første runde. Som den eneste dansker endte han i nederste lodtrækningshalvdel.


Danskerne færdige i kvalifikationsturneringen
14. oktober 2007

De danske spillere i kvalifikationsturneringen havde som ventet ingen chancer,
da de i anden runde alle var oppe mod langt højere rangerede spillere.

Christoffer Kønigsfeldt, der ikke er rangeret på ATP-listen, var første dansker
i aktion mod den 2. seedede tysker Julian Reister, der ligger nummer 286. Den
forskel gav sig også udslag på banen, hvor Reister vandt med 6-2, 6-3.


 

Titelsponsor

Købstædernes Forsikring ATP Challenger Dansk Tennis Forbund

Øvrige sponsorer

Kolding Kommune

Comwell Hotel ATP Challenger Dansk Tennis Forbund

KIA ATP Challenger Dansk Tennis Forbund

Deloitte ATP Challenger Dansk Tennis Forbund

BMS Lifte ATP Challenger Dansk Tennis Forbund

Idrætsfonden ATP Challenger Dansk Tennis Forbund

Brubaker Claire ATP Challenger Dansk Tennis Forbund

Spa Water ATP Challenger Dansk Tennis Forbund

Tecnifibre Prince Lotto ATP Challenger Dansk Tennis Forbund

Blue Water ATP Challenger Dansk Tennis Forbund

Slotssøbadet Kolding ATP Challenger Dansk Tennis Forbund

Jørn Sandahl Entreprenør

www.dtfchallenger.dk www.atptennis.com