www.dtfchallenger.dk
 
Useedede indtager semifinaler

De seedede har lidt en krank skæbne i årets udgave af Købstædernes ATP Challenger. Kun den 6.-seedede kroat Ivan Dodig er tilbage i lørdagens semifinaler, som kommer til at stå mellem Dodig, der skal møde Alexander Peya fra Østrig, mens tjekkiske Robin Vik skal op mod engelske Alexander Bogdanovic.

Den sidste til at sikre sig en plads i semifinalen var kroaten Ivan Dodig, der besejrede hollænderen Thiemo de Bakker med 5-7, 7-6 (3), 6-2 i en kamp, der især i de to første sæt var velspillet og lige så tæt, som cifrene antyder. I tredje sæt knækkede filmen imidlertid for De Bakker, der ellers har haft en forrygende sæson og på blot et par måneder er gået fra at være nummer 250 på verdensranglisten til 114, da Dodig brød til 2-1. Derfra blev frustrationer over eget spil afregnet med uprovokerede fejl, og den godt servende Dodig, der er nummer 192 på verdensranglisten, kunne uden problemer snuppe tredje sæt og dermed en plads blandt de sidste fire i turneringen. 

Tidligere på dagen havde østrigeren Alexander Peya i en tæt kamp mod sin landsmand Martin Fischer vundet 6-4, 7-6 (3). Peya, der i anden runde havde gjort det af med topseedede Jarkko Nieminen, benyttede sig undervejs effektfuldt af sine veludviklede double-evner. Da Martin Fischer også besidder glimrende double-egenskaber, blev det en velspillet kamp med mange flotte dueller. 

Det er tredje år i træk, Alexander Peya spiller i Kolding, og han synes efterhånden at være godt spillet ind. I hvert fald har han forbedret sig fra år til år. I 2007 nåede han anden runde, sidste år spillede han sig frem til kvartfinalen, og nu er han altså en runde længere.

Peya får i øvrigt en travl lørdag, da han sammen med sin tyske makker Michael Kohlmann også skal spille doublesemifinale i et opgør, hvor sproget næppe burde blive et problem, eftersom modstanderne er den østrigske konstellation Philipp Oswald/Martin Fischer – sidstnævnte får så mulighed for revanche.

Endnu en østriger havde fredag muligheden for at markere Alpenationen, men den serbisk fødte brite Alexander Bogdanovic behøvede blot 48 minutter i sin kvartfinale mod Stefan Koubek, der var seedet 5, til at vinde 6-1, 6-1. Fra første bold satte Bogdanovic sig på kampen og blev på intet tidspunkt det mindste presset af den østrigske veteran, som er et pænt stykke fra den form, der engang sikrede ham tre ATP-titler.

Bogdanovic blev født i Beograd for 25 år siden, men som syv-årig flyttede han sammen med sine forældre til England, hvor han begyndte at spile tennis ”for at finde nye venner i et nyt land.” Det stod hurtigt klart, at han var mere talentfuld end de fleste, og efter nogle succesrige ungdomsår trådte han for fem år siden ind på de voksnes scene. Siden er det blevet til otte challengertitler og flere kampe på Storbritanniens Davis Cup hold.
 
Hans tjekkiske semifinalemodstander Robin Vik har været sikker og konstant i Kolding, hvor han i sin kvartfinale vandt 7-6, 6-2 over tyske Matthias Bachinger. Umiddelbart tegner det til en jævnbyrdig semifinale. Bogdanovic er nummer 238 på ranglisten. Vik nummer 207.

Semifinalerne spilles fra kl. 13.00 med følgende program:
Alexander Peya-Ivan Dodig
efterfugt af
Robin Vik-Alexander Bogdanovic
efterfulgt af doublesemifinale:
Michael Kohnmann/Alexander Peya-Martin Fischer/Philipp Oswald

  
Alexander Peya                                                           Ivan Dodig

 
 
   

Undermenu

www.dtfchallenger.dk www.atptennis.com